Retspsykiatrien i Skejby har vokseværk
Udvider med en ny bygning på ca. 4.500 kvm.
Region Midtjylland har besluttet at udvide Aarhus Universitetshospital Psykiatrien med et nyt retspsykiatrisk sengeafsnit samt kontorområde til klinisk personale. En ny kontrakt er nu i udbud om et offentlig-private partnerskab (OPP) for udvidelsen på ca. 4.500 kvm.
Udvidelsen skal ske med en ny bygning tæt ved Psykiatriens eksisterende bygninger i Skejby. Den nye bygning skal bygges sammen med den resterende psykiatri for at sikre den daglige funktion og interne logistik.
De eksisterende bygninger, der i dag huser AUH Psykiatrien, er opført i et lignende OPP-samarbejde, som fortsætter uændret i den kommende årrække, lyder det i en pressemeddelelse fra Psykiatrien i Region Midtjylland, der fortsætter:
Udvidelsen er et led i den landsdækkende indsats for at styrke retspsykiatrien i Danmark.
Psykiatrien i Region Midtjylland har 5. juli annonceret et EU-udbud for at finde interesserede bydende til opgaven. Der er ansøgningsfrist for prækvalifikation 25. august.