Fortsæt til indhold

Red Barnet efterlyser indsamlere i Skanderborg

Søndag 3. september går Red Barnet på gaden for at samle ind til børn, der sulter, men der er brug for flere indsamlere.

Samfund
gs

Millioner af børn verden over kæmper hver dag med mangel på mad. Klimaforandringer, tørke, krige og stigende fødevarepriser i hele verden har forårsaget voldsomme humanitære katastrofer. Søndag 3. september samler Red Barnet ind til blandt andet at bekæmpe sult hos børn, men der mangler stadig indsamlere i Skanderborg.

»Børn sulter og risikerer at dø, hvis de ikke får hjælp. Og det er ikke kun mangel på mad, som børn i for eksempel Somalia kæmper med. For når der ikke er mad og rent drikkevand, svækkes børns immunforsvar, og dødbringende sygdomme som f.eks. mæslinger har gode muligheder for at sprede sig. Som indsamler kan du være med til at sikre, at børn får den hjælp og støtte, som de har ret til. Jo flere der går fra dør til dør til vores landsindsamling, jo flere børn kan vi hjælpe,« siger Johanne Schmidt-Nielsen, generalsekretær i Red Barnet, i en pressemeddelelse.

Situationen er akut

På verdensplan forventes op mod 170 millioner børn at opleve sult eller mangel på mad i år. Et af de steder, som er hårdest ramt, er Afrikas Horn. Lande som f.eks. Somalia står over for en hastigt voksende humanitær katastrofe drevet af den længste og mest alvorlige tørke i over 40 år.

Selvom næsten tre års tørke blev afbrudt af regn tidligere på året, er situationen fortsat kritisk. Priserne på fødevarer er steget voldsomt, jorden er udpint, og millioner af de dyr, som mange familier lever af, er døde. Børn og deres familier er hårdt medtagede, og de kan umuligt genstarte deres tilværelse med kun vejrguderne som støtte. 1,8 millioner børn forventes at blive akut underernærede alene i Somalia i år.

»Hvis du giver børnene et par timer af din søndag, er du med til at redde børneliv. Hver time tæller og kan gøre en verden til forskel for et barn, der for eksempel lider af akut underernæring. Derfor håber vi, at så mange som muligt melder sig som indsamler,« siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Indsamlingen vil blandt andet gå til Red Barnets arbejde ude i verden. Og her vil 68 indsamlede kroner kunne give en uges livreddende behandling til et barn, der lider af akut underernæring. Mens 95 kroner kan give et barn rent drikkevand i en måned. Som indsamler er man foruden hjælpen til underernærede børn med til at sikre adgang til uddannelse og økonomisk hjælp til sårbare familier. I Danmark muliggør bidragene fra landsindsamlingen for eksempel, at Red Barnet kan tilbyde aktiviteter til børn, der savner gode fællesskaber, og hjælp til børn, som oplever overgreb og krænkelser på nettet.

Red Barnet har igen i år gjort det enkelt at være indsamler. Man vælger selv sin rute, når man tilmelder sig, og Red Barnet sender derefter et print af ruten og andre indsamlingsmaterialer hjem til indsamleren. Indsamlingen er igen i år kontantfri.