Fortsæt til indhold

Ebeltoft-madkunstner og teater bryder grænser mellem gastronomi og scenekunst

Den Ebeltoft-baserede madkunstner Jakob Vinkler er gået sammen med Teatret Gruppe 38 i Aarhus om en helstøbt fortælling om livets svære overgange i en forestilling, der foregår til bords.

Samfund
Søren Ladefoged

En iscenesat middag med bordet som scene.

Sådan beskriver det Aarhus Ø-baserede Teatret Gruppe 38 og Ebeltofts madkunstner Jakob Vinkler forestillingen ’9 Epistle og en Bolle med Smeltet Ost’, de i samspil har skabt og som spiller på teatret fra 23. august frem til 9. september – herunder også under Aarhus Festuge.

I en kombination af en nøje sammensat flerretters middag, gribende fortællinger, smuk musik og dragende billeder bryder de grænserne mellem mad- og scenekunst.

Sans dig gennem livets overgange

Gæsterne på teatret vil blive placeret om et stort rundt bord, hvor de vil blive serveret et helstøbt måltid, mens de lytter til fortællinger om overgange og forandringer i menneskers liv, oplyser teatret.

»Vi har igennem årene arbejdet med forestillinger, hvor alle elementer er med i sin egen absolutte nødvendighed,« udtaler skuespiller og kunstnerisk leder af Teatret Gruppe 38 om forestillingen og fortsætter:

»Denne gang er vi meget begejstrede for at kunne tilføje et element – nemlig smagssansen. Det er et helt nyt samarbejde, og vi garanterer, at publikum får et vidunderligt måltid, herlig vin og bevægende epistler,« siger Bodil Alling.

Smelter skel mellem mad og scene

Det er første gang, at teatret samarbejder med en kok og madkunstner, men det er langt fra første gang, at Jakob Vinkler smelter skellet mellem køkken og scene, som var det raclette.

Som for eksempel, da han lavede Fish-A-Deli Circus, der var et omrejsende madcirkus med cirkusdirektør, stærk mand, heste, kokke, musikere og ildspyende historiefortællere.

Derudover har han brugt sin madkunst og gastronomi til sociale projekter og projekter med fokus på klimaforandringer og grøn omstilling. Eksempelvis Det Grænseløse Køkken, et integrationsprojekt, der samlede mennesker om det dækkede bord eller Molbordet - et netværk for fødevareproducenter, restauratører og forretninger på Djursland.

Tidligere har Jakob Vinkler også drevet restaurant Smag i Skindergade i Ebeltoft, men det er nu blevet et kultur- og fælleshus, der skal danne ramme om kunst, læring, fællesskab, kreative erhverv og smalle idéer.