Fortsæt til indhold

Norddjurs byder nye borgere velkommen med gratis bustur

Norddjurs Kommune inviterer til et gratis velkomstarrangement for nye borgere 9. eller 23. september.

Samfund

Er man inden for de seneste år flyttet til Norddjurs Kommune, så er der nu rig mulighed for at få set nærmere på kommunen.

Norddjurs Kommune inviterer således på velkomstarrangementet for borgere, som er flyttet til kommunen i år 2021, 2022 og 2023.

Det består af en guidet bustur, let forplejning og afslutningsvis velkomst ved borgmesteren, samt kaffe/te og kage. Her kan du lære din kommune at kende og høre om og opleve seværdigheder og særlige steder. Hele dagen er krydret med anekdoter og historier om alt det, der gør Norddjurs helt specielt. skriver kommunen på sin hjemmeside.

Er man flyttet til den vestlige del af kommunen, er det formentlig 23. september klokken 11-16, man skal skrive i kalenderen.

Her er der afgang fra Ørsted Kro, Rougsøvej 118, 8950 Ørsted, hvorfra bussen kører langs Nordkysten til Pavillonen, og så sydpå tilbage til Ørsted Kro

Der vil være pause på Pavillonen i Grenaa, hvor der serveres sandwich, øl og vand.

Derefter går turen sydpå tilbage til Ørsted Kro, hvor dagen afsluttes med velkomst ved Norddjurs Kommunes borgmester Kasper Bjerregaard. Her vil der også være let forplejning i form af kaffe og kage.

Man kan tilmelde sig via kommunens hjemmeside www.norddjurs.dk eller telefonnummer 89 59 10 00.

Tilmeldingen er bindende, og der skal oplyses navn, mail, telefonnummer og antal deltagere fra husstanden senest d. 1. september 2023. Idet der er begrænsede pladser, vil det være efter først-til-mølle-princip, oplyser kommunen.

Kan man ikke 23. september, så er der allerede 9. september mulighed for at blive budt velkommen.

Her er ruten blot omvendt, og starter i den østlige del af kommunen fra Pavillonen, Kærvej 11, 8500 Grenaa med pause på Ørsted Kro.