Fortsæt til indhold

»Trivsel og livskvalitet er jo ikke bare for de unge«

Der skal være livskvalitet og mening med livet, også når vi når op i den tredje alder. Det vil ældrepsykolog Stine Venø Hermansen sætte fokus på.

Samfund

Bump på vejen og tider med modgang følger uundgåeligt med på rejsen gennem livet. Mens mange blandt de yngre generationer for længst har fået øjnene op for, hvordan en psykolog kan hjælpe med at håndtere livskriser, så er det samme langt fra tilfældet blandt de ældre.

Det ønsker ældrepsykolog Stine Venø Hermansen fra Stilling at lave om på. Efter flere år som ældrepsykolog ved Aarhus Kommune tog hun i juli beslutningen om at starte op som selvstændig og etablerede virksomheden www.ældrepsykologen.dk, der henvender sig til ”det ældre publikum”, altså dem, der er over 60 år.

Senlivet skal også have livskvalitet. Derfor vil jeg gerne gøre en indsats for at få mere fokus på mental sundhed og trivsel hos ældre
Stine Venø Hermansen, ældrepsykolog

»Der bliver flere og flere ældre, men desværre er kendskabet til ældrepsykologien og psykologhjælp i senlivet ikke særlig udbredt. Det vil jeg gerne ændre på, for ældre mennesker kan have lige så meget glæde af at tale med en psykolog, som yngre. Der er så stort et fokus på unges mistrivsel, men trivsel og livskvalitet er jo ikke bare for de unge. Senlivet skal også have livskvalitet. Derfor vil jeg gerne gøre en indsats for at få mere fokus på mental sundhed og trivsel hos ældre,« understreger Stine.

Værdifuldt hjemmebesøg

Som udgangspunkt tager Stine altid hjem til sine klienter. Både for at de skal være trygge og ikke skal have bøvl med at komme ud, men også fordi netop det at møde mennesker i deres eget hjem giver hende et godt indtryk af, hvem det er, hun sidder overfor.

»De ældre er en målgruppe, der ikke er vant til at bruge psykologer i samme omfang, som de yngre. Derfor er det meget vigtig for mig, når jeg besøger dem, at de føler sig trygge, og at der er god tid til samtalen. Et hjemmebesøg giver mig et værdifuldt indblik i en persons hverdag og personlighed, som man ikke kan få helt på samme måde, hvis mødet er på en klinik. Jeg kan bedre se det hele menneske og derfor også bedre målrette samtalen. Det giver et meget bedre udgangspunkt for at komme rundt om hele mennesket,« forklarer Stine.

Mange af de kriser, Stine som ældrepsykolog kan hjælpe sine klienter med at håndterer, adskiller sig ikke væsentlig fra dem, yngre mennesker oplever. Angst og depression går igen på tværs af aldersgrupper, men når man når op i alderen, dukker der nye livskriser op ved den mentale bagdør.

»Det kan for eksempel handle om nye roller og identitet. For nogle er det en voldsom omvæltning at forlade arbejdsmarkedet og blive pensionist. Andre oplever kriser i forbindelse med tab af funktionsevne eller sygdom - deres egen eller ægtefællens - og står pludselig i en ny belastende livssituation. Det kan også handle om selvbebrejdelser, livsfortrydelser eller sorg i forbindelse med tab af ens ægtefælle eller andre nære familiemedlemmer,« uddyber Stine.

Inddrag de pårørende

Ofte er det de pårørende eller plejepersonale, der gør et ældre menneske opmærksom på muligheden for at tale med en ældrepsykolog, og derfor møder Stine ofte de pårørende i hjemmet, når hun kommer på besøg.

»Heldigvis har både pårørende og plejepersonalet fået øjnene op for ældrepsykologien, og det er ofte relevant at inddrag plejepersonale og pårørende, hvis klienten ønsker det. De må også gerne være til stede den første gang, hvis klienten har et ønske om det. Det kan faktisk være en rigtig god ide at have et øre mere på dér, og det kan også gøre det mere trygt for den, det handler om, men jeg gør meget ud af at understrege, at det er en privat samtale, jeg har med klienten, og at de derfor ikke skal være med ved alle samtalerne,« understreger Stine.

Som gerontopsykolog, der er den faglige betegnelse for ældrepsykolog, beskæftiger Stine sig med alle aspekter af psykologien indenfor det aldrende menneske. Ud over hjemmebesøgene tilbyder hun psykoedukation om demens, hjerneskader eller andre kognitive vanskeligheder og holder foredrag om ældrepsykologi. Desuden tilbyder hun faglig sparring til sundhedspersonale i ældreplejen.

»Psykologer er der mange af, men der er kun ganske få med speciale i ældrepsykologi, og endnu færre af dem er selvstændige. Lige nu koncentrerer jeg mig om at få udbredt kendskabet til ældrepsykologi her i Skanderborg Kommune, men på sigt dækker jeg også nabokommunerne.«