Fortsæt til indhold

Rygte om butikslukning afvist

Tøjbutikken Bygholm Menswear i Ebeltoft har ingen planer om at lukke, men der er dog ændringer på vej.

Samfund

På Ebeltoft Folketidende løber vi helst ikke med rygter, men vi undersøger dem gerne. Et af de rygter, der har ramt redaktionen gentagne gange de sidste måneder, har været, at tøjbutikken Bygholm Menswear i Adelgade lukker sin butik for kun at drive webshop.

Det har ikke noget på sig, fastslår ejer Per Bygholm.

«Nej, for søren, vi lukker ikke butikken, den beholder vi. Jeg har godt nok hørt, at nogle af mine medarbejdere er blevet spurgt om lukning en hel del her på det sidste, men det kan vi altså fuldstændigt afvise.«

Der er dog ændringer på vej.

Bygholm driver en webshop, som oplever fremgang, og pladsen i baglokalet begynder at blive for trang. Derfor har Per Bygholm planer om at flytte lageret til webshoppen til større lokaler, nemlig til den gamle Kiwi på Sdr. Skovvænget 2 i Ebeltoft.

»Ja, altså vi skal jo ikke bruge al pladsen, men planen lige nu er, at vi skal indtage noget af bygningen, og så drive webshoppen derfra.«

Den tidligere supermarkedsbygning har stået tom i en rum tid. Den blev solgt tidligere på året, og den ene af køberne er faktisk Per Bygholms søn, Peter Bygholm.

Umiddelbart efter købet, sagde han til Ebeltoft Folketidende:

»Vi vil gerne skabe seniorboliger på den pågældende ejendom med udgangspunkt i den tidligere supermarkedsbygning, som vi forventer vil blive delvist konverteret til et fælleshus med attraktive faciliteter. Vi vil indledningsvist forventningsafstemme vores ideer og tanker med Syddjurs Kommune, med håb og ønske om, at der i fællesskab kan skabes en bæredygtig plan for ejendommen.«

Det har dog lidt lange udsigter, da projektet først skal igennem hele møllen af både ny kommuneplan og lokalplan. Det kommer så til gengæld Peter Bygholms far til gode, Per Bygholm, da han får mere plads til sit tøjlager, og sandsynligvis også dem, der gerne køber tøjet over nettet. For dem, der helst vil ind i en fysisk butik, så er det altså fortsat muligt at frekventere Bygholm Menswear i Adelgade.