Fortsæt til indhold

Sommeren sendte dyrereddere på overarbejde

Dyrenes Beskyttelses beredskab af frivillige har haft travlt med forsømte og nødlidende dyr i Aarhus og omegn over sommeren.

Samfund
ddp

989 forskellige sager måtte dyrevennerne fra Dyrenes Beskyttelse i Tranbjerg rykke ud til i juni og juli i Aarhus og omegn for at hjælpe dyr i nød.

Månederne, hvor danskerne typisk holder sommerferie, er de travleste på året for organisationens beredskab, og og i de to sommermåneder har de frivillige kredsformænd, dyrereddere, skytter og schweisshundeførere da også rykket ud til dobbelt så mange sager i forhold til januar og februar.

»Sommeren er den travleste tid for vores beredskab. Derfor er vi også særligt stolte af den indsats, der er gjort for nødlidende og forsømte dyr i hele landet – særligt set i lyset af, at størstedelen af vores beredskab er frivillige,« siger Yvonne Johansen, dyreværnschef hos Dyrenes Beskyttelse, i en pressemeddelelse.

Beredskabet sendes ud på baggrund af opkald til vagtcentralen 1812. Med i tallene er også udrykninger fra Falck, som Dyrenes Beskyttelse betaler for at dække ind for beredskabet. Den stigende udendørs aktivitet om sommeren er en del af forklaringen på sommertravlheden.

»Vi tilbringer mere tid ude i naturen om sommeren, og der er også flere synlige og aktive dyr, når vejret er lunere. Men danskerne er også blevet mere opmærksomme og bedre til at vurdere, hvornår et dyr trænger til hjælp, hvilket er en stor hjælp for os og dyrene,« siger Yvonne Johansen.

Dyrenes Beskyttelse har samtidig styrket beredskabet og rekrutteret flere frivillige til at rykke ud og hjælpe dyrene. Særligt antallet af frivillige skytter er vokset støt siden 2020, så der i dag er 112 skytter på landsplan.

De rykker ud til nødaflivning af nødlidte, påkørte dyr, som måske ikke kan reddes. Skytterne rykkede ud til 67 sager i sommermånederne i Aarhus og omegn. På landsplan rykkede beredskabet ud på baggrund af 33.400 opkald til vagtcentralen 1812 i feriemånederne.

De typiske sager omhandlede katte, hjorte, duer, skader og kragefugle. Især kattemødre og deres killinger fylder meget for beredskabet om sommeren, mens personalet på vagtcentralen har travlt med at vejlede om småfugle.

»Danskerne ringer ofte, når de ser fugleunger på jorden, og i juni er der rigtig mange fugleunger. De er dog sjældent i nød, da forældre godt kan passe dem fra jorden,« siger Yvonne Johansen.

2022 var det første år, hvor beredskabet rykkede ud på mere end 30.000 sager fra Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral.