Fortsæt til indhold

Rotary viser unge 'The Danish Way'

Unge fra 13 forskellige lande deltager i Camp Djurs 2023, der er arrangeret af Rotary-klubberne på Djursland.

Samfund
gs

Hvis borgere i Grenaa, Ebeltoft og Rønde undres over en større gruppe unge mennesker i ugerne 34 og 35 kan det meget vel være de 19 unge mennesker, som Rotary-klubberne på Djursland har inviteret til Camp Djurs 2023 med overskriften ”The Danish Way”.

Rotary har tidligere gennemført tilsvarende camps, senest i 2017, og klubberne glæder sig nu til at vise gæsterne, hvad vi er gode til i Danmark, fortæller de i en pressemeddelelse.

De unge i alderen 18-22 år kommer fra 13 forskellige lande, primært Europa, men også Taiwan. Gæsterne indkvarteres privat hos 10 værtsfamilier i Grenaa, de sidste tre nætter hos 10 nye værtsfamilier i Rønde.

Fra tidligere år har Rotary erfaring med, at værtsfamilier og gæster opretholder relationer mange år frem med mulige genbesøg i privat regi.

Tætpakket program

Gennem de to uger vil gæsterne, ud over en Teambuilding, besøge Rådhuset i Grenaa (demokratiet), Ørsted Vind, Stena Recycling, KattegatCentret, Viden Djurs i Grenaa, Århus med rundvisning - Universitet m.m., Ebeltoft med Grobund og Fregatten Jylland, Kvadrat, Pure Dansk og Kalø. Desuden bruges to dage til Jagtens Hus og Karpenhøj Naturcenter inklusive overnatning og 3 timers vandretur i Naturpark Mols.

»Vi tror, at gæsterne bliver godt trætte nogle dage, men til gengæld fyldt op med mange interessante oplevelser og viden fra de mange spændende besøgssteder. Måske vil nogle i årene frem genbesøge eller studere og arbejde i Danmark - vi har da lov at håbe,« lyder det fra Marianne Aabenhuus, der er koordinator for Camp Djurs 2023.

Det er medlemmer fra klubberne Grenaa Go’ Morgen, Grenaa, Grenaa Djurs, Ebeltoft Morgen og Rønde Rotary Klubber, der har skabt adgang hos de forskellige besøgssteder og samme klubber, der står bag hele arrangementet, med førstnævnte som styregruppe og koordination.

»En stor tak til både værtsfamilier, frivillige, virksomheder og alle andre, der bidrager til, at vores camp bliver en succes,« tilføjer hun videre.

Denne camp falder ind under Short Terms i regi af Rotary International, under hvilket der hvert år arrangeres mange forskellige camps overalt i verden og målrettet forskellige aldersgrupper.

Det er for alle og ikke kun medlemmer i Rotary - dog skal en lokal Rotary.gruppe medunderskrive, når man søger en camp for at sikre, at alle formalia er på plads.

Rotary er en international organisation med næsten 12.000 medlemmer i Danmark - for dem, som har engagement og overskud til at udføre et værdifuldt arbejde sammen med andre - for lokalsamfundet og for den internationale verden.