Open by Night: Hele verden inviteres igen indenfor i Hammel
Hammel Handel gentager sidste års succes med 'Verdenskortet', når der 31. august er Open by Night.
Efter en veloverstået sommerferie er Hammel Handel igen klar med en Open by Night, og denne gang kan man som kunde komme på besøg i mange af verdens lande, når der inviteres til ”Verdenskortet”.
Eventen blev første gang præsenteret sidste år og var en stor succes, og derfor får ”Verdenskortet” en tur mere i manegen. I år er der, modsat sidste år, diverse aktiviteter torsdag 31. august kl. 17-21 i Østergade.
Satser på godt vejr
»Kunderne tog utrolig godt imod ”Verdenskortet” sidste år, så det er helt oplagt, at vi igen i år har den med på programmet. De enkelte butikker har udvalgt sig et land, og hele dagen igennem er planen, at man føler sig hensat til dette land, når man træder ind gennem butiksdøren. Det kan være med udsmykning, udklædning, musik, smagsprøver og konkurrencer, og præcis som sidste år, så venter der kunderne i Hammel en festlig og anderledes dag. I år kommer der også til at foregå flere forskellige ting om aftenen, blandt andet med live musik, flotte biler fra USA samt mulighed for køb af fadøl, grillpølser og is,« fortæller Jonas Hooge, der er koordinator for Hammel Handel, i en pressemeddelelse, og han tilføjer:
»Vi satser på godt vejr, så vi håber på, at folk i Hammel og omegn vil slå et slag forbi Østergade og forhåbentlig kan nyde det sidste af sommeren i ”lande” som USA, Finland, Frankrig, England og sågar Eventyrland.«