Melder alt udsolgt efter rekordstor tilslutning: »Der er ikke plads til flere«
Interessen i DHL Stafetten 2023 har været overvældende, lyder det fra arrangør.
Over 47.000 deltagere kommer til at løbe rundt om Mindeparken i kommende uge.
Det konstaterer arrangør af DHL Stafetten Aarhus Motion, som nu kan melde alt udsolgt.
Interessen for den 41. udgave i Aarhus har været overvældende stor, fastslår eventchef hos Aarhus Motion, Jeanette Boye Sørensen.
»Det er meget atypisk, at vi melder udsolgt. Der er næsten altid ledige pladser helt frem, til vi sender de første deltagere ud på stafetten, men i år har interessen været så stor, at der ikke er plads til flere.«
»Det er enormt positivt, at arbejdspladserne prioriterer at deltage i DHL Stafetten, og at det er blevet en tradition for mange at samles om motion og bevægelse.«
Hun mener, at succesen blandt andet skyldes, at Aarhus Motion har stor fokus på udvikling.
»Det nytter ikke noget at sidde stille, fordi interessen er stor. Så ender vi med at miste folk. Vi arbejder hårdt på at blive ved med at udvikle og nytænke arrangementet for at fastholde og tiltrække deltagere. Det gjorde vi blandt andet, da vi i sin tid indførte walk-ruten, som rekordmange har tilmeldt sig i år.«
Også fremadrettet vil arrangøren forsøge at forbedre oplevelsen for de mange deltagere.
»Vi kigger også meget på, hvordan vi skaber et mere bæredygtigt arrangement og bruger for eksempel selvopløseligt konfetti, når vi skyder løbet i gang. Vi skruer også hele tiden på vores serviceniveau for at gøre det så nemt som muligt for dem, der koordinerer tilmeldingerne på arbejdspladserne,« fortæller Jeanette Boye Sørensen.
DHL Stafetten foregår den 22.-24. august i Mindeparken med start kl. 18.30 hver aften.