Flødeboller i lange baner sørger for et trygt miljø for unge i uddannelse
Køen var allerede anseelig 10 minutter i åbningstid, da Viden Djurs fredag formiddag åbnede sin nye butik på Fuglevænget i Grenaa.
Vid Butikken er flyttet fra centrum af byen, og i den forbindelse har forretningen fået sig lidt af et trækplaster, som var årsagen til køen og den konstante kundestrøm efter åbningen.
Viden Djurs har således indledt et samarbejde med Spangsberg Chokolade, som dermed har åbnet for et af sine populære fabriksudsalg i Grenaa, og den ene halvdel af butikken er dedikeret til det store udvalg af slik, chokolade og ikke mindst virksomhedens nok mest kendte varemærke; flødebollen.
Vid Butikken er uddannelsesinstitutionens mulighed for de unge studerende, som af forskellige årsager ikke har fundet en læreplads eller har behov for en mere rolig og tryg indføring i starten på arbejdslivet.
Det er første gang, Spangsberg indleder et samarbejde af den karakter, og det er en konstellation, som retail manager i Spangsberg Maria Laursen ser frem til at være en del af.
»Det giver rigtig god mening for os at være med til at hjælpe de unge mennesker. Jeg var slet ikke i tvivl, da Viden Djurs kontaktede mig for at høre, om vi havde interesse. Jeg har et stort hjerte for de unge, som har så meget at byde på, så det er enormt givtigt at arbejde med dem og samtidig er vi med til at stille nogle krav til dem, fordi det hos os handler om god kundeservice, så kunderne får en god oplevelse,« siger Maria Laursen.
Høj på energi
Under opbygningen af butikken har hun da også været imponeret over den indsats, der er lagt i at skabe en pæn forretning fra de unge studerende.
»Jeg er helt høj på energi over det arbejde, som de har lagt i det. De har virkelig taget opgaven på sig og har nærmest ikke villet slippe arbejdet. Jeg har kun kæmpe ros til dem. Det er altid spændende for os at åbne i en ny by, og vi kommer naturligvis til at evaluere undervejs, fordi det er en arbejdsplads, som indgår i vores planer, men jeg har helt ro i maven, og jeg synes jo også, at butikken under enormt kyndig vejledning,« konstaterer Maria Laursen.
Stort trækplaster
Det er Helle Fogh Bager, skoleoplæringsinstruktør og vejleder ved Viden Djurs, som står for butikken.
Hun har ligeledes store forventninger til det fremtidige samarbejde med Spangsberg.
»Det er klart det største brand, vi har arbejdet sammen med, og vores håb er naturligvis, at det kommer til at trække en masse kunder til, fordi det er igennem kundekontakten og ekspeditionerne, at vores unge studerende lærer og får noget erfaring. Det er det, der gør dem gode,« forklarer Helle Fogh Bager.
Lokalt samarbejde
Vid Butikken samarbejder også med Bolignyt og Kama Kaffe, og Helle Fogh Bager glæder sig over, at de lokale samarbejdspartnere fortsat bakker op om forretningen, efter flytningen fra centrum.
Varerne fra de lokale butikker er således også med til at skabe noget dynamik, som de unge studerende har behov for.
»Dem der har læreplads her i butikken, skal om nogen være omstillingsparate, fordi det er et krav, at de fortsat søger læreplads andre steder. Det betyder, at en fra holdet fra den ene dag til den anden stopper her, og så skal man jo være klar til at dække ind eller tage imod en ny på holdet. Nogen har brug for kort tid i butikken for at føle sig klar og andre har brug for lidt længere tid. Det vigtige for os er bare, at det hele tiden sker i et trygt miljø,« fastslår Helle Fogh Bager.
Vid Butikken på Fuglevænget har lige nu åben mandag til fredag.
Selv om forretningen er en uddannelsesbutik, så har det imidlertid været et krav fra Spangsberg, at butikken også holder åben i normale skoleferieuger. Derfor er Vid Butikken også åben i for eksempel efterårs- og vinterferieugerne.