Nu er adressen på plads for helt nyt boligområde
Navnet på nyt byggeri har smittet af på adressen for det nye boligområde.
Netop nu er 75 almene boliger ved at blive bygget i Hinnerup. Boligområdet er omkranset af Østergade, Fredensgade og Ådalsvej.
Det er AL2bolig, som står bag det nye byggeri, og boligorganisationen har døbt sin nye afdeling Thorasdal efter et bryggeri af samme navn, som lå på stedet fra 1875-1918.
Nu har Teknik- og Miljøudvalget så besluttet, at også adressen skal hedde Thorasdal.
De tre veje omkring boligområdet har nemlig ikke været egnet.
»Grundet byggeriets placering og udformning kan der opstå forvirring og misforståelser, hvis der til byggeriet benyttes flere vejnavne i adresseringen. Der er til området to indkørsler og flere indgange i flere bygninger. Det nye etagebyggeri med almene boliger ligger desuden som det første på Fredensgade. Fredensgade har ingen ledige husnumre(...) Hvis etagebyggeriet skal tildeles adresser til Fredensgade, vil det kræve adresseændring for flere af de eksisterende beboelser på Fredensgade for at få en husnummerrækkefølge, som er logisk og brugbar,« lyder det i referatet fra Teknik- og Miljøudvalgets seneste møde.
Derfor finder udvalget altså, at Thorasdal er det mest oplagte valg.
Historien
Tager man et historisk tilbageblik, finder man, at bryggeriet Thorasdal blev etableret i 1875 på Ådalsvej 13. Her tilbragte ølbrygger Rasmussen de fleste af sine vågne timer på at brygge baljer af øl og køre store øltønder afsted på hestevogn.
Bryggeren havde hele 14 børn at forsørge, men endte med at gå konkurs med bryggeriet.
Det nye boligbyggeri består af to huse, som bliver op til fem etager.
Boligafdelingen Thorasdal forventes at være klar til indflytning om cirka to år, i maj 2025.