»Børn gør det bedste de kan, og hvis de ikke lykkes må vi som voksne gøre noget andet«

»Men er den kode, du sendte mig, den samme som mit log-in?«

Ordene kommer fra den nye skoleleder på Ebeltoft Skole, Lene Brejnegaard, til skolens it- ansvarlige, der lige har stukket hovedet ind på hendes kontor. Det er nu ikke, fordi hun er ny i skoleverden, langt fra, men der er mange praktiske ting, der skal på plads, når man indtager en ny stol. Og det gjorde hun 1. august.

»Det skal jeg nok få styr på,« lover hun og hendes optimisme stopper ikke der.

»Jeg tror, jeg med min erfaring og min tilgang til ledelse og den vigtige opgave, det er at lave skole, kan gøre en forskel her. Jeg er indtil videre godt tilpas her og er blevet taget rigtig godt imod med venlighed, åbenhed og interesse fra børn, lærere, pædagoger og forældre. Og så er det en skole med fantastisk flotte rammer.«

En god portion gåpåmod er også krævet i denne stilling. Den tidligere leder, Lars Lau Frederiksen, fratrådte stillingen tilbage i foråret. Det er ingen hemmelighed, at Ebeltoft Skole har haft nogle udfordringer med både elevtal og sygefravær blandt personalet, begge nævnt som bundne arbejdsopgaver for en ny leder i stillingsopslaget, men Lene Brejnegaard er klar til opgaven.

»Det har været meget positivt for mig at se, at i den periode, der har været en konstitueret leder, har skolen faktisk formået at nedbringe sygefraværet betragteligt, så det ser relativt godt ud nu. Jeg vil selvfølgelig stadig have fokus på det, men det er et godt afsæt for mig, og det fortæller mig, at der er masser af gode ressourcer her.«

Et fælles børnesyn

57-årig Lene Brejnegaard er uddannet lærer, har diplomuddannelse i ledelse og har tidligere været skoleleder ved både Risskov Skole i Aarhus Kommune og ved Haldum-Hinnerupskolen i Favrskov. Hun har også været pædagogisk leder og viceskoleleder ved Rønde skole i perioden 2006-2009. Hun er født og opvokset i Tved og bor i dag i Knebel med sin mand Erling Brejnegaard, der underviser på Viden Djurs HHX i Rønde. Deres tre børn er flyttet hjemmefra, og deres fritid bruger de i naturen på blandt andet mountainbike.

I sine tidlige lærerår arbejdede Lene Brejnegaard 12 år på Molsskolen, men hendes karriere startede på Ebeltoft Skole.

»Det er lidt som at komme hjem igen. Jeg var glad i mit tidligere job, og jeg søgte da heller ikke, da stillingen her første gang blev slået op. Tanken skulle lige modne sig, men nu virker det som den helt rigtige beslutning. Skolens størrelse giver mig en forventning om, at jeg kan komme tæt på både elever og forældre, men også lærerne og deres praksis og skubbe den i den retning, jeg gerne vil.«

I forhold til Ebeltoft Skole skal der arbejdes med et fælles børnesyn.

»Da de to skoler blev lagt sammen, blev der, i processen med at forene to ret forskellige kulturer, lavet en beskrivelse af et fælles børnesyn. Det skal ud at leve nu. Jeg er meget optaget af tænkningen om, at børn gør det bedste, de kan, og hvis de ikke lykkes i deres skolegang, så må vi ændre os. Når barnet har en reaktion, så er det os som voksne, både lærere, pædagoger og forældre, der må gøre noget anderledes - ikke børnene. Det må aldrig være barnets ansvar.«

I november 2022 gik 20 procent af eleverne i Ebeltoft skoledistrikt på en anden skole. I skrivende stund er tallet 24 procent. Næsten hver fjerde og en stigning på fire procentpoint på knap et år.

Det kan arbejdet med det nye børnesyn være en af løsningerne på. I følge Lene Brejnegaard kan det spille en stor rolle i forhold til at få flere børn til at trives og dermed standse udviklingen med, at for mange elever i skoledistriktet vælger en anden skole, som igen smitter negativt af på skolens ry.

»Jeg synes, vi skal tale Ebeltoft Skole op, og det skal vi selvfølgelig gøre os fortjent til. Det er en virkelig dejlig skole, virkelig, og vi skal være en skole, man kan regne med og respektere for vores faglighed.«

Hendes håb er, at skolen bliver det naturlige valg for alle, der bor i distriktet, og hun anerkender, at det halter lidt lige nu.

»For mange elever har forladt os, og for mange vælger skolen fra. Det skal vi have lavet om. Der kan være mange grunde til, at det er blevet sådan, og det skal jeg bruge lidt tid på at analysere, men jeg er ikke i tvivl om, at arbejdet med et fælles børnesyn er helt centralt i forhold til den udfordring. Vi skal være meget tydelige og vedholdende på, at vi har en helt særlig opgave i forhold til at skabe trivsel hos vores elever, og det kræver måske, at vi laver lidt om på den måde, der er blevet arbejdet på indtil nu.«

Kæphest

En af Lene Brejnegaards kæpheste er samarbejde, og det skal være løftestangen for at få det nye børnesyn ud at leve i klasserummene.

»Jeg kommer til at sætte fokus på, hvordan man ved et styrket samarbejde kan deles om ansvaret og ved at have fælles retning styrke kvaliteten overfor elever og forældre. Vi har en kerneopgave og en faglighed, og den kan vi kun lykkes med, hvis vi tænker samarbejde. Faglighed og samarbejde er en forudsætning for, at vi kan lykkes, og det skal det pædagogiske personale forpligte sig på at indgå i.

Og det kan komme til at betyde, at de skal indstille sig på nogle forandringer.

»De kan blive nødt til at skulle gøre tingene på en lidt anden måde, end de først havde tænkt, de ville, fordi vi arbejder med en fælles retning, vi er forpligtet af. Og det er den, jeg som leder skal udstikke. Jeg kridter banen op, så det bliver tydeligt for alle, hvilken bane, vi spiller på, og så det giver mening for personalet, hvorfor vi arbejder sådan.«

Hun håber i fremtiden at kunne få flere pædagoger ind i skoledelen, fordi samarbejdet mellem faggrupper forbedrer skoletilbuddet, men kæphesten bærer hun også med sig i forhold til både forældre, kommune og lokalsamfundet.

»Forældrene skal jo også indgå i samarbejdet. De skal selvfølgelig føle sig mødt og hørt, men på den anden side, så er en skolegang jo ikke en click’n’collect, hvor man kan sige, at jeg vil have det sådan og sådan, og så henter man barnet efter 9. klasse, og så er det fikset. Det er jo også en forventning om, at forældrene arbejder med, for at vi kan løse opgaven bedst muligt sammen.«

Hun har allerede rakt ud til lokalsamfundet, blandt andet EBIC og Business Djursland, hvor hun håber sidstnævnte kan hjælpe med blandt andet at tilrettelægge differentieret forløb i samarbejde med erhvervslivet for de elever, som har gavn af en mere praktisk undervisning.

Og så afventer hun med spænding kommunens budgetter.

»Jeg er glad for at være i en lille kommune, som jeg oplever som meget samarbejdsvillig, og hvor der er få lag og kort fra ide til handling, men jeg synes som ny, at de kommende budgetter er lidt af en dark horse. Jeg har da klart en forventning om, at politikerne lander en aftale, hvor skolerne fortsat får tildelt rimelige midler, så vi kan blive ved med at tilbyde kvalitet i skolerne.«