Fortsæt til indhold

Kun corona kunne sætte en stopper for dem. Nu mødes de for 31. gang

Møntsamlere og frimærkesamlere mødes i Pavillonen til Store Byttedag 10. september.

Samfund

Det er vedholdende tradition, som numismatikerne og filatelisterne har bygget op i Grenaa.

De er måske bedre kendt som mønt- og frimærkesamlere, men uanset hvad så er det i år 31. gang Djurslands Møntforening og Grenaa og Omegns Frimærkeklub sætter hinanden i stævne til Store Byttedag i Kuturhuset Pavillonen. Det sker lørdag 10. september fra klokken 10-15.

Det er således kun i årene under corona-restriktionerne, at de to foreninger ikke kunne holde det årlige arrangement, hvor omkring 150 mennesker fra hele landet mødes for at dele interessen for mønter og frimærker og holde byttedag for selvsamme.

Det er med andre ord en dag, der værdsættes højt, fortæller Preben Skaarup og John Andersen, som er kasserere i hver deres respektive forening.

»Jeg synes, det er fantastisk, at der bliver ved med at komme folk fra alle mulige steder og deler deres interesse her. Mønter og frimærker er jo med til at fortælle historien. Jeg kan i hvert fald roligt sige, at mønterne er årsagen til, at jeg kan kongerækken i dag,« fortæller Preben Skaarup med et grin.

Foreninger i fare

Men netop historisk kan arrangementet i sin nuværende form også vise sig at blive.

Det vrimler ikke ligefrem med hverken frimærker eller mønter ude dagens samfund, og i de to foreninger bliver de desværre også færre og færre medlemmer med en naturlig afgang.

Som de to kasserere udtrykker det, så er de begge to omkring 70 år gamle, men alligevel med til at trække aldersgennemsnittet i foreningerne ned.

Personligt frygter Preben Skaarup for foreningens fremtid, når han på Djursland Møntforenings generalforsamling 12. oktober træder tilbage som foreningens møntmand - personen der vurderer priserne på de mønter, der skal på auktion - og også positionen som kasserer.

Bekymringen er, at der ikke er andre, der melder sig til bestyrelsesposterne, og konsekvensen kan blive, at foreningen må lukke.

Derfor er de i begge foreninger særdeles interesseret i at tiltrække nye medlemmer, der har interessen for mønter og frimærker, men indtil nu hovedsageligt har dyrket det i privaten.

»Jeg kan bare sige, at når vi mødes hernede i klubben hver anden torsdag, så hygger vi os helt enormt meget. Jeg synes jo også, at vi som forening har et socialt ansvar, og her kommer man ud og socialiserer med nogen med samme interesse. Det er virkelig vigtigt,« fastslår John Andersen.

Han kan da også konstatere, at hver gang han har en kasse med frimærker med ned i klubben, som han eksempelvis hjælper ejeren med at sælge ud af, så er det ikke alderen, der trykker medlemmerne, men nærmere en barnlig begejstring over, hvilke interessante ting, der kan gemme sig.

Dronningens historie

Der bliver med garanti også rig lejlighed til at stille sin nysgerrighed 10. september i Pavillonen.

Ud over de mange udstillere, der er klar til at bytte og sælge frimærker og mønter, så kan man blandt andet opleve formand for Grenaa og Omegns Frimærkeklub Hanne Andersens udstilling over frimærker fra hele dronning Margrethes regeringsperiode startende i 1972 og hele vejen op til i dag.

For mønternes vedkommende kan man blandt andet se en Albertsdaler 1796, der er præget under Christian 7. efter hollandsk forbillede.

Man kan også få et glimt af videnskabsmønterne, som er en serie på 4 x 500 kroner fra 2013. Videnskabsmønten findes også som 20 kroners mønter beregnet til cirkulation.