Gudstjeneste i det fri ved Hinnerup Sognegård
Kirken rykker udenfor, når der søndag 3. september afholdes friluftsgudstjeneste ved Hinnerup Sognegård. Foruden gudstjenesten vil der være aktiviteter for børn og lidt at spise.
Det er efterhånden blevet en tradition med fælles friluftsgudstjenester for de to pastorater, Søften og Foldby Sogne og Kirken i Hinnerup. Søndag 3. september klokken 11 omdannes græsplænen ved Hinnerup Sognegård til et udendørs kirkerum med alter og kirkebænke.
Det oplyses i en pressemeddelelse.
Med Rønbæksøen i baggrunden vil kirkegængerne kunne opleve en stemningsfyldt gudstjeneste, hvor præster fra både Søften og Foldby Sogne og Kirken i Hinnerup vil være til stede. Der vil blive uddelt sangark, så alle har mulighed for at synge med på de smukke salmer.
Hvis det skulle dryppe fra himmelen, vil gudstjenesten kunne afholdes i læ inde i Sognegårdens store lokaler.
Efter gudstjenesten vil kirke- og kulturmedarbejdere fra begge pastorater sørge for hyggelige og spændende aktiviteter for børnene. Det vil også være muligt at få stillet sin sult, da der vil blive serveret pølser og brød samt lidt at drikke til.
Alle er velkomne.