Fortsæt til indhold

Sådan får du adgang til et nyt iværksætter-netværk på Djursland

Flere end 100 har meldt sig til Business Djurslands 'Start Up Event' på Grobund i Ebeltoft

Samfund
ah

Business Djursland har i samarbejde med Syddjurs Kommune fået stablet StartUp Event Djursland på benene på Grobund onsdag 30. august klokken 14-19, og det har fået mere end 107 personer til at tilmelde sig arrangementet.

De er lokale iværksættere og start ups samt konsulenter og passionerede virksomhedsledere, der ønsker at støtte iværksætteriet på Djursland.

Helt konkret præsenterer Business Djursland to initiativer, som er målrettet nye virksomheder: Meet Up Djursland og Venture Capital Djursland.

MeetUp Djursland er et nyt netværk for iværksættere. Der er stadig ledige pladser i netværket. Deltagerne i Start Up Eventet har mulighed for at melde sig ind i netværket og dermed være med til at bestemme form og indhold for efterårets netværksmøder.

Det er første gang, Business Djursland afholder Venture Capital Djursland, når der i løbet af programmet på onsdag er åben pitch session. Her vil to virksomheder præsentere deres koncept og forretningsplan for et panel af lokale investorer og mentorer i håbet om at få tiltrængte ressourcer tilført deres virksomhed – i form af kapital, netværk og/eller sparring.

På onsdag får deltagerne mulighed for at opleve de to pitchs, og måske blive inspireret til at ansøge om selv at præsentere deres forretningsplan for panelet, næste gang der afholdes Venture Capital Djursland.

Om dagens hovedtalere, Pil og Mattias fra Gartnergaarden, kan siges, at parret virkelig har fået taget på Djursland såvel som Aarhus med et super interessant og skalerbart forretningskoncept til familier. De er netop i gang med en stor udvidelse af forretningen i Korslund mellem Følle og Ugelbølle.

Jesper Rahlff fra Solid Alpha VFX’s passion og talent for visual effects har bragt ham til Canada og tilbage til Grenaa, hvor han fortsat udlever sin drøm. Jesper har blandt andet arbejdet på flere store Hollywood film.

Deltagerne får også mulighed for at høre Christina Busks bud på Syddjurs som en iværksætterkommunen. Hun er leder af kommunens Erhvervsenhed.

Efter programmet serveres napolitanske pizzaer, som Chris’ Pizza, en helt ny virksomhed, der hører til på Grobund, laver til de, der har lyst til og mulighed for at blive hængende og netværke.