Ældrerådet: Hvorfor siger kommunen nej til et godt tilbud?
Det er med meget stor beklagelse, at ældrerådet hører, kommunalbestyrelsen har stemt forslaget ned omhandlende selvtræning på plejecentrene.
Efter utallige henvendelser til Ældrerådet fra borgere i Norddjurs kommune, har Ældrerådet det sidste 1 1/2 år haft det på dagsordnerne til møderne med Voksen- Plejeudvalget. De ældre giver udtryk for stor uvilje til at benytte private træningscentre, hvor det ofte er meget yngre borgere som benytter disse, og hvor de vil føle sig udstillet p.g.a. deres tilkomne fysiske skavanker.
I de omkringliggende kommuner (Randers, Syddjurs og Favrskov) forefindes denne mulighed, som giver mulighed både for selvtræningen (sundhedsfremmende og forebyggende indsats) og socialt samvær som mindsker ensomhedsfølelsen og herved har stor betydning for den enkelte. Altså et fantastisk tiltag som Norddjurs kommunes sundhedspolitik lægger op til.
Voksen- Plejeudvalget har fået embedsværket til at udregne hvordan dette tilbud vil påvirke kommunens økonomi.
Ved en betaling på 514 kr/årligt for den enkelte selvtræner, vil det blive udgiftsneutralt for kommunen (betaling for rengøring, slitage af maskiner og introduktion for nye selvtrænere). Altså et fantastisk godt tilbud kommunen kan tilbyde de plus 60-årige borgere i kommunen.
Alligevel er det blevet stemt ned i kommunalbestyrelsen (14 stemmer imod og 13 stemmer for) bl.a. med den begrundelse, at de ældre kan benytte og støtte foreningslivet og de træningscentre som forefindes i det private regi. Her ses der bort fra, at det er et klart udtrykt ønske fra de ældre, at træningen skal foregå på plejecentrene.
Herudover blev der givet udtryk for mistillid til embedsværkets udregninger - at det alligevel bliver en udgift for kommunen????
Ældrerådet mener, at nu hvor kommunen igen skal lave en stor besparelse på ældreområdet, ville det have været flot, og meget betydningsfuldt for den ældre borger, at kunne tilbydes denne mulighed for selvtræning.
Dette kunne muligvis samtidig være en besparelse, da tilbuddet ville virke forebyggende, sundhedsfremmende og forebygge ensomhed.