Operasæsonen starter med Verdis 'La Traviata'
Masser af store klassikere fylder lærredet i Kino i Grenaa.
Det bliver med en af de helt store operaer, at Kino i Grenaa den 5. september klokken 19.30 åbner den nye operasæson, når man blænder op for Giuseppe Verdis ”La Traviata” i en opførelse fra den store Arena i Verona.
”La Traviata” er et af de store kærlighedsdramaer i operalitteraturen. Verdi og hans tekstforfatter Francesco Maria Piave bygger deres historie på Alexandre Dumas roman ”Kameliadamen, ” og den handler kort og godt om den smukke kurtisane Violettas umulige kærlighed til den unge Alfredo Germont. Operaen stiller os det spørgsmål, om man kan elske en anden person så højt, at man er villig til at forlade denne person fordi hans families lykke står og falder med, om hun vil netop det. Operaen handler dermed i bund og grund om, hvad kærlighed egentlig er, og ikke mindst om, hvad det indebærer at elske stærkt og inderligt.
Inspiration til Pretty Woman
”La Traviata” har siden sin premiere i 1853 været en af de mest spillede operaer overhovedet, og den har inspireret andre kunstnere til at fortælle historien om den store kærlighed og den store tragedie.
Således er ”Pretty Woman” med Richard Gere og Julia Roberts en smuk filmudgave af fortællingen om Violettas store men tragiske kærlighed til Alfredo. Julia Roberts fortæller, at hun, da hun hørte den musik fra operaen, der indgår i ” Pretty Woman” fik tårer i øjnene og gåsehud over hele kroppen – og det selvom hun aldrig havde hørt opera før.
Store klassikere
Nia og Gert Skov fra Kino fortæller, at de glæder sig til at vise nogle af de helt store operaforestillinger i den kommende sæson, der bliver deres sidste i spidsen for Kino. Blandt de operaer, som indgår i sæsonens program kan nævnes Richard Wagners ”Rhinguldet” i en opførelse fra Wien og Bizets ”Carmen” i en ny opførelse fra den store scene i arenaen i Verona.
Af andre højdepunkter fra sæsonen kan nævnes en anden klassiker, nemlig Giacomo Puccinis ”Madame Butterfly” i en bevægende opførelse fra Royal Opera House i London – En ballet skal publikum heller ikke snydes for, når Kino til foråret viser ”Manon” med musik af Jules Massenet. Det samlede program for alle årets forestillinger kan inden længe findes på Kinos hjemmeside eller i papirudgave i Kino.