Fortsæt til indhold

Lis Wiles fejrer 40 år på Grenaa Apotek

Jubilar har fulgt stærkt med udviklingen i jobbet som farmakonom.

Samfund
sica

1. august 2023 kunne Lis Wiles fejre sit 40 års jubilæum på Grenaa Apotek.

Da Lis Wiles startede som elev, var det i Østergade 5 – i den bygning, hvor ”Normal” ligger i dag.

Dengang kunne dagens opgaver være, at hente håndskrevne recepter rundt ved byens læger, bringe medicinpakker til bussen og gå ærinder for apotekeren inklusiv hundeluftning. Tidligere blev mange lægemidler og plejeprodukter fremstillet på apoteket, og Lis var med i produktionen af miksturer, cremer og tabletter. Til jul var hun med til at lave sennep, afveje safran, sukat og pomerans.

Lis har fulgt med i udviklingen på apoteket, og i dag består jobbet som farmakonom, primært af vejledning og instruktion af medicin. Hun er en glad og festlig kollega, der gerne er med på sjov, og er man heldig, kan man se hende optræde som Bakkesangerinde, fortæller kollegaerne på Grenaa Apotek.

I sin fritid pusler Lis Wiles i sit og sin ægtefælles hyggelige hus i Hammelev. Hun går også gerne til bankospil med blandt andet sine niecer og kollegaer.