Hoed Kalkværk er et værdifuldt kulturmiljø - men hvem sørger for at bevare det?

Alt står snorlige på Nymandsvej 12 ved Balle. Blomsterbedene bugner i jord uden skyggen af ukrudt. Græskanterne i den kæmpe store parklignende have er trimmet så præcist, at enhver gartner ville blive imponeret. Gruset er revet og bag parcelhuset troner de tomme bygninger, som frem til sidste år var et travlt og helt centralt kalkværk. De hvidkalkede vægge blænder, træværket står saftigt og skinner rødt og velplejet, og alle tegn på forfald er fraværende.

Minna Pedersen er 72 år og hendes mand Finn Pedersen blev 80 år i september. Det er dem, der bruger timevis af deres otium på at vedligeholde det nedlagte kalkværk, som ikke bare har været i Minna Pedersens familie i tre generationer, men som også er udpeget som et værdifuldt, ja - endda umisteligt - kulturmiljø af Norddjurs Kommune i samarbejde med Aarhus Arkitektskole og Realdania.

»Det blev det i 2016. Pludselig en dag stod der bare nogle mennesker her, som skulle vurdere stedet. Det gjorde de, og siden har vi intet hørt. Vi er da lidt spændte på, hvad deres plan for bevaring er, for vi kan jo nok ikke blive langt ud i fremtiden i helt samme tempo, som vi gør nu,« fortæller Minna Pedersen, mens hun viser rundt på kalkværket sammen med sin mand.

Håndpakkede 500 tons

Den går langsomt, rundvisningen, for der er så meget historie, så mange klenodier og anekdoter, der er værd at fortælle om det sted, parret har drevet siden 1973.

»Det her rum var fyldt med spande. Fra gulv til loft. Der kunne godt nok være mange,« fortæller Finn Pedersen, da han åbner til et af mange rum.«

Han fortsætter:

«Det herinde var hestestald. Det har vi lavet om til vores værksted. Den høje ovn blev bygget i 1952, og den der, den har jeg fundet ude i jorden,« siger han og holder en stor rund tingest af jern frem.

De viser rundt i alle bygningerne, peger på billeder og gør deres bedste for at forklare kalkproduktionens detaljer og herligheder for avisens udsendte, som aldrig har tænkt nærmere over, hvor mange forskellige måder, man kan bearbejde kalk på - eller hvad det kan bruges til.

I tre generationer har der været et fungerende kalkværk på Hoed Kalkværk ved Balle. Det hele begyndte med Minna Pedersens bedstefar i 1936. Hans borgerlige navn var Anders Peter Andersen, men folk kendte ham kun som bil-Andersen. Minna Pedersen er vokset op i nabohuset til Kalkværket. Der blev brændt kalk i døgndrift. Efter hun og Finn Pedersen overtog det, lavede de på et tidspunkt 500 tons brændt kalk om året. Det blev håndpakket i 25 kilos plastikposer.

Siden blev det til en storproduktion af stampekalk i plastikspande. Det er den slags kalk, de fleste kender og bruger i dag. De begyndte også, efter opfordring fra blandt andre Nationalmuseet, at lave kulekalk, som er langtidslagret kalk, der bruges til restaureringsarbejder og kalkning af gamle bygninger.

I 2004 stoppede de på grund af nye miljøkrav med at brænde kalk. Derefter fik de kalken fra Faxe Kalkbrud, som de frem til 2022 bearbejdede og solgte videre. Da Finn Pedersen skulle have en ny hofte, besluttede de sig for at stoppe.

»Folk ringer stadig for at få kalk fra os, men der må vi jo desværre skuffe dem.«

Egnens største erhverv

Hoed Kalkværk ligger lige på kommunegrænsen mellem Norddjurs og Syddjurs ved Balle. Området har i sin tid været et mekka for kalkværker. Kalken har spillet en rolle i 1.000 år på Djursland, og det var egnens største industri mellem 1840-1980’erne. På et tidspunkt var der fem kalkværker, tre mellemstore og to helt store.

»Alle havde med enten kalk eller landbrug at gøre før i tiden, men nu er de fire af kalkværkerne lukket og revet ned.«

Hvis man vil bevare egnens kulturhistoriske fortælling om et erhverv, der har været med til at forme både landskab og mennesker, så skal man passe på det ene kalkværk, der er tilbage. Derfor håber Finn og Minna Pedersen, at Hoed Kalkværk og historien om egnens store erhverv også kan få en plads i fremtiden.

»Det har altid været vores ønske, at det skal blive stående, som det er. Men vi bliver jo ikke yngre, så vi synes snart, at nogle andre skal begynde at overveje, hvad der skal ske, så stedet ikke forgår. Ellers skal vi jo til at overveje, om vi vil sælge eller jævne det med jorden,« siger Finn Bastholm Pedersen.

De undrer sig over, at de intet har hørt fra Norddjurs Kommune, siden stedet blev udpeget som et bevaringsværdigt (kategori 3) og umisteligt kulturmiljø, men på baggrund af Lokalavisens henvendelse til kulturudvalgsformand Allan Gjersbøl og helt nye arkitekttegninger, ser det nu ud til, at der muligvis sker noget.

En god ide til bevarelse

Franziska Grant er født og opvokset i Gjerrild på Djursland. I sommer blev hun færdiguddannet som arkitekt på Det Kongelige Akademi i København. I sit afgangsprojekt arbejdede hun med en transformation af Hoed Kalkværk, et projekt som siden har været udstillet på Copenhagen Architecture Festival 2023

»Kalkværket er interessant, fordi det er det sidste levn fra en stor og århundreder år gammel kalkindustri på egnen. Samtidig står det i dag overfor en uvis fremtid, fordi der ikke er en plan for stedet,« siger hun.

I sit projekt kommer hun med et bud på, hvordan stedet og bygningerne kan bevares og få et liv i fremtiden, der vil give værket en relevans for lokalmiljøet. Udover at gøre det til et udstillingssted for kalkens store historie på Djursland, foreslår hun også, at man kan placere en satellit-skole for murere på kalkværket.

»Jeg synes, det er vigtigt, at vi ikke kun tænker stedet som et museum, men også som et formidlingssted. Det er oplagt at binde historien sammen med alle de gode ting, der ligger i håndværket og materialet, og derfor fik jeg ideen med at knytte en erhvervsuddannelse til.«

Hun har på Det Kongelige Akademi gået på den studieretning, der handler om restaurering, transformation og konservering.

»Det er bedre at bevare end at rive ned, og jeg er blevet opfordret til at arbejde videre med projektet om Hoed Kalkværk.«

Derfor har hun allerede i samarbejde med en lokal arkitekt søgt støtte ved Statens Kunstfond.

»Vi har i første omgang søgt penge til et skitseprojekt, hvor vi vil arbejde med kalkens æstetiske virkemidler samt tegne en pavillon, som skal sætte fokus på kalkbrænding og kalkværket. Vi afventer svar fra fonden som gerne skulle komme i det nye år.«

Nu håber hun bare, at Norddjurs Kommune også kommer på banen.

»Jeg håber, at kommunen vil tage deres egne udmeldinger om kalkværket som umisteligt og bevaringsværdigt alvorligt og begynde at forholde sig til, hvordan man aktivt kan bruge det her kulturmiljø.«

På dagsordenen

Norddjurs Kommune udpegede som skrevet i 2016 kalkværket i Hoed som et værdifuldt kulturmiljø. Desuden er tre af bygningerne kategoriseret som bevaringsværdige. Men det forpligter ikke kommunen til at sørge for, at stedet vedligeholdes, eller at der bliver lavet en plan for hverken udvikling eller bevarelse. Bestemmelserne bliver først aktuelle, hvis nogen vil rive stedet ned eller ’ændre det væsentligt’.

»Udpegningerne betyder, at hvis der kom en konkret henvendelse om nedrivning eller andre fysiske ændringer på ejendommen, vil vi selvfølgelig være nødt til at vurdere konsekvenserne for kulturmiljøet samt de bevaringsværdige bygninger,« forklarer udviklingskonsulent fra Byg og Miljø i Norddjurs Kommune, Helen Carter.

Og det er vel på sin vis ikke nok, reflekterer Allan Gjersbøl (S), da Lokalavisen henvender sig med spørgsmålet om, hvor lang tid man vil vente med at sætte handling bag de fine ord og udpegninger.

»Byg og Miljø forholder sig til den politiske instruks, så derfor svarer de sådan, og det gør det jo bare endnu mere tydeligt, at vi bliver nødt til at genbesøge det politisk. Der har været flere kommunalbestyrelser og udvalg siden 2016, så vi har nok ikke været opmærksomme på det. Men det er klart, at hvis vi har en politik om, at noget er kulturelt bevaringsværdigt, i det her tilfælde Hoed Kalkværk, så bliver vi nødt til at se på, om vi har de politiske muskler til at indfri det. Hvis ikke, så må vi omskrive de ord, der tidligere er sat på.«

Han forklarer, at der i det vedtagne budget for 2024 ikke er sat penge af til renoveringsprojekter.

»Jeg vil drøfte med mine kolleger, om vi eventuelt kan bruge nogle af pengene fra puljen til landsbyfornyelse. Nu vil jeg i første omgang sætte det på dagsordenen sidst i denne måned, og er der politisk opbakning til at gå videre, så må vi sammen med forvaltningen afsøge, hvilke muligheder, vi har.«

Og det er en god ide at rykke snart. I følge Minna Pedersen er hun og især hendes mand de sidste, der ved alt om kalkens historie på egnen. De håber, den kan blive fortalt videre, og imens venter de spændt på Nymandsvej.

»Det er da rart, at der nu er lidt fokus på det. Vi vil bare blive glade, hvis det hele ikke forsvinder.«