To netværk bliver til et
Netværk Randers har opkøbt Henrik Dahl Netværk i Randers.
Henrik Dahl Netværk i Randers, der er grundlagt af Henrik Dahl, der er kendt fra DR1-programmerne ’Rene ord for pengene’ og ’Rabatten’, er nu en del af Netværk Randers.
Netværk Randers har i dag over 100 aktive medlemmer, og med opkøbet af Henrik Dahl Netværk i Randers stiger medlemstallet med over 50 procent, fremgår det af en pressemeddelelse fra Netværk Randers.
»Jeg har stor respekt for Henrik Dahls arbejde og det koncept, han har opbygget. Vi har jævnligt samarbejdet gennem årene, og jeg glæder mig til at føre netværket i Randers videre i den ånd, som netværket fortjener,« siger indehaver af Netværk Randers, Nils Erik Lund Skaarup, og fortsætter:
»Henrik Dahl Netværk er et utrolig spændende koncept at knytte til Netværk Randers. De to netværkskoncepter komplementerer hinanden utrolig godt - begge er relationsskabende og udviklende netværk.«
Hver sin rytme
I Netværk Randers er der altid rotation i grupperne fra møde til møde, hvorimod Henrik Dahl-netværket er vant til en fast gruppe med faste mødedage og en fast mødeleder. Ved rotationsgrupperne møder man mange nye netværkere fra gang til gang, og man får dermed hurtigt skabt mange relationer, mens de faste mødegrupper hurtigere skaber tætte relationer og fortrolighed.
»Derfor er det faktisk med ro i maven, at jeg ser de to netværk fungere perfekt under samme paraply - men med hver sin rytme,« siger Nils Erik Lund Skaarup.
Konceptet fortsætter, som de to netværk hver især har fastlagt det i dag - nu blot med en åben dør til endnu flere muligheder under en samlet paraply.