Stor færdselsåre er spærret for gennemkørsel til på søndag
Mariagervej er spærret for gennemkørsel til søndag 10. september. Vandmiljø Randers skal grave nye spildevandsledninger ned tværs over vejen.
Siden forsommeren har Vandmiljø Randers gravet nye spildevandsledninger ned i cykelstien i den ene side af Mariagervej. Det er nu blevet tid til at lave de sidste stik og ledninger, der skal løbe på tværs af Mariagervej over til sidegaderne på den anden side. For at kunne lave disse krydsninger er det nødvendigt igen at spærre Mariagervej for gennemkørsel.
Arbejdet begyndte lørdag 2. september og fortsætter til søndag 10. september, fortæller Ole Søby, der er projektleder ved Vandmiljø Randers, i en pressemeddelelse.
Når de nye stik og ledninger på tværs af Mariagervej er på plads, bliver vejbanen, cykelstien og fortovet reetableret, hvorefter Vandmiljø Randers rykker entreprenørmaskinerne væk fra Mariagervej og ind på sidegaderne Løvetandsvej, Irisvej, Lavendelvej, Lathyrusvej og Bellisvej, som også skal separatkloakeres i denne omgang.
»Her i den sidste fase af vores arbejde på Mariagervej er vi nødt til at spærre for gennemkørsel, fordi vi skal grave på tværs af vejen flere steder. Der bliver naturligvis etableret omkørsel i området, men vi vil opfordre til, at man overvejer at finde en helt anden rute i den uges tid, vi arbejder ude i vejen,« siger projektlederen.
Syv krydsninger
De syv krydsninger skal laves på stykket mellem Frejasvej og Bellisvej. Afspærringen af Mariagervej følger gravearbejdet, så det hele tiden er den korteste mulige strækning af vejen, der er spærret af.
Der vil blive etableret omkørsel ad de omkringliggende veje, og der vil hele tiden være adgang til alle ejendomme på den berørte strækning. Dette gælder også OK Plus, MasterBowl og InSushi. Gennemgående trafik på Mariagervej opfordres dog til at finde alternative ruter i perioden.
Den offentlige trafik i området vil også køre ad andre veje end sædvanligt. Det kan du læse mere om på Midttrafiks hjemmeside.
Du kan læse mere om projektet med at separatkloakere i Nordbyen på Vandmiljø Randers’ hjemmeside.