Stort sommerrykind af elbiler hos Shell i Ryomgård
Lynladeren er den tredjemest anvendte lynlader i juli.
Shell på Nimtoftevej 2 i Ryomgård er den Shell station i landet, der har haft tredjeflest opladninger i juli, hvor antallet af ladninger blev firdoblet. Den store efterspørgsel understreger ifølge stationsejer, Jørgen Pilgaard, at lynladere er stærkt efterspurgte, når elbilisterne kører udenfor de store byer.
På bare et år er antallet af offentlige ladestandere langs vejene blevet fordoblet. Det viser en opgørelse fra De Danske Bilimportører. Men trods øget adgang til at lade i alle dele af landet for de 150.000 danske elbilister og det stigende antal turister i elbil, er særligt muligheden for lynladning uden for storbyerne fortsat begrænset.
For eksempel er der i dag kun to steder på Djursland, hvor elbilister kan lynlade deres bil, svarende til 150 kW eller derover. Og det har skabt travlhed i sommerferien hos Shell i Ryomgård, hvor stationsejer Jørgen Pilgaard i foråret etablerede en 150 kW lynlader.
»Det var med en vis spænding, vi investerede i en lynlader. Derfor er det glædeligt, at der har været så god trafik ved standeren hen over sommeren – også væsentligt mere end vi havde forventet,« fortæller Jørgen Pilgaard i en pressemeddelelse, og han tilføjer:
»Vores lynlader er markant hurtigere end de traditionelle 11 eller 22 kW-ladere, der er mest udbredte i vores del af landet. Så i stedet for at skulle have bilen holdende i flere timer, kan de fleste af vores nye elbilskunder lade batteriet fra 20 til 80 procent på bare ca. 20 minutter.«
Flere lynladere
Hos energiselskabet DCC Energi, der står bag Shell tankstationerne i Danmark, ser man et tydeligt billede på, at udbredelsen af specielt lynladerne endnu ikke i stor stil er nået ud til de mere sæsonprægede dele af landet. Selskabet er sammen med blandt andet de lokale Shell tankstationsejere midt i en storstilet udrulning af lynladere.
»Tre ud af de fem mest besøgte lynladere i juli ligger i det, der populært kaldes Vandkantsdanmark. Ud over Ryomgård, ligger også vores forhandlerstation i Vig i Nordvestsjælland og vores anlæg i Skagen helt i top. Det siger noget om, at udbuddet af de hurtigste ladestandere stadig halter bagefter, når elbilisterne kommer rundt og ud i landet,« siger Søren Møller Maretti, direktør for mobilitet i DCC Energi.