Fortsæt til indhold

Taxavognmanden har givet nøglerne videre efter 41 år i branchen

Benny Friis, 70, har lukket og slukket for Hornslet Taxa på Ravnhøjvej 7. Firmaet og bilen er solgt videre til Søren Kofoged. Han vil drive forretningen videre i mesters ånd.

Samfund

»Det er en livsstil at være taxavognmand,« fastslår Benny Friis, Hornslet Taxa.

Han må om nogen vide det efter 41 år i en meget omskiftelig og økonomisk usikker branche. Man skal passe på pengene i de gode tider, så der ligger nogle på kistebunden, når konjunkturerne skifter fra højvande til det modsatte.

70-årige Benny Friis startede som selvstændig taxavognmand 1. april 1981. Nu er en lang epoke slut. Den tilbageværende bil med tilhørende nøgler er givet videre til den sidste medarbejder i Friis-regi, Søren Kofoged, 57. Han har lovet at drive firmaet videre i stifterens ånd.

Benny Friis vil fortsat fungere som stand-in, når Søren Kofoged har brug for det.

»Fra 1. september har vi byttet vores indbyrdes arbejdsforhold om, så jeg går fra at være ansat til arbejdsgiver, mens Benny tager den modsatte tur. Det er vi helt afklaret omkring,« lyder det på syngende fynsk fra arvtageren.

Det er en livsstil at være taxavognmand
Benny Friis

Ravnhøjvej lukket ned

Benny Friis brugte en stor del af august på at lukke ned på Ravnhøjvej 7, hvor han i en årække på lejebasis har haft kontorer, garage mv.

Han bor selv lidt længere nede ad Ravnhøjvej.

Kontorets skuffer og skabe har han fået 14 dage yderligere til at tømme af ejeren. Væggene er fyldt med fotos og gulnede avisklip, der fortæller 41 års taxahistorie. Ren Memory Lane.

- Skal du ikke have lavet et museum hjemme i privaten?

»Nej, jeg har ikke pladsen til det. Jeg skal have hele molevitten pakket ned, og jeg indrømmer da gerne, at det bliver vemodigt. Der blev fældet en tåre eller to forleden, da jeg kiggede mig omkring på kontoret. Men alt har sin tid. En epoke er forbi.«

Ny ejer afklaret

Den nye mand, Søren Kofoged, er helt afklaret med, at det nu er ham, der har taktstokken.

Han får en lidt blødere start end Benny Friis gjorde tilbage i 1981.

»Renten var dengang 22 procent og en mobiltelefon kostede 25.000 kroner. Det var heller ikke lige det nemmeste tidspunkt at starte egen virksomhed,« siger Benny Friis.

»Jeg har kigget Benny over skulderen i 18 år nu, før jeg købte ham ud,« smiler Søren Kofoged.

Han får kontor og garage hjemme på privaten i Dalgårdsparken. Pladsen er til det, og huslejen billig.

Den nye ejer af Hornslet Taxa kom til Hornslet for 30 år siden. I tidligere tider har han været sælger af bl.a. skolemøbler, før taxabranchen blev hans levebrød.

»Benny og jeg har haft mange snakke om fortid og fremtid. Benny har været oppe på at have ti vogne, og senest tre. Som det er nu, har vi tjent mere ved kun at have en vogn, som Benny og jeg har kørt, fremfor tre,« afslører Søren Kofoged.

Sådan har han tænkt sig at fortsætte.

Blandet landhandel

Forretningen Hornslet Taxa lever i dag af skolekørsel til Pindstrupskolen og Ungdomsskolen på ugens hverdage, morgen- og eftermiddagsture.

Hertil kommer flexturene på både hverdage og særdage, som er et kapitel for sig, lidt sygetransporter og så den almindelige taxakørsel.

»Flexturene har vi opgivet at finde logikken i. De foregår i regi af Midttrafik, og det er jo dig og mig og andre skatteborgere, der betaler, når jeg bliver bedt om at køre på tom vogn til Nord- eller Sønderjylland til fuld takst for at hente en kunde, der skal køres et sted hen i omegnen,« ryster Søren Kofoged på hovedet.

»Vi løser, de opgaver, vi bliver bedt om. Spørger vi til logikken, når vi synes, den er forsvundet, får vi at vide, at det skal vi ikke blande os i.«

Benny Friis smiler.

Den nu forhenværende taxavogmand udtalte i forbindelse med sit 40 års jubilæum til Lokalavisen:

»Ja, der er nok noget om, at fiskere, landmænd og taxachauffører brokker sig konstant. Måske fordi vi alle tre brancher er så afhængige af vejr og vind og politikerne.«

Den tidligere Falck-mand nåede 41 år i branchen, så helt skidt har det ikke været.

Fremover bliver det Søren Kofoged, der skal køre taxaen i vaskehal og støvsuge den indvendig, sørge for service, så den spinner som en kat og ligner en topdressed dame i kjole og på høje hæle.

Det er afgørende for, om der fortsat kommer kunder i butikken.