Så kan der atter købes køkkener i Grenaa
HTH har åbnet 600 kvadratmeter butik på Hesselvang.
Efter flere år uden en mulighed se, lade sig inspirere og købe et nyt køkken eller bad i Grenaa, er der nu lavet om på det. Fredag var der reception i den splinternye HTH-butik på Hesselvang uden for Grenaa, hvor det sidste hul dermed er lukket i den bygning, som i nogle måneder har huset T. Hansen, Maxi Zoo, Sport 24 Outlet og Skousen.
Tre mænd har taget initiativet til at åbne HTH i Grenaa. Anders Christensen - som skal være daglig leder i Grenaa - Morten Olesen og Alex Ahrenkiel. De driver i forvejen HTH i Silkeborg og Randers.
Anders Chrisensen kunne ikke deltage i fredagens åbningsreception, da han var på en længe planlagt rejse til Berlin, men i Grenaa får han foreløbig et personale på tre til rådighed.
»Så må vi se, om der skal flere til, men det får borgerne i Grenaa jo mulighed for at gøre noget ved, hvis de bakker godt op om butikken,« siger Alex Ahrenkiel.
Butikken på 600 kvadratmeter er halv størrelse i forhold til en standard HTH, men Alex Ahrenkiel mener den passer perfekt til Grenaa.
»Vi har en god og fin indretning, hvor vi kan præsentere vores køkkener, bad og garderober helt perfekt, og der er også et lager, som passer rigtig godt til butikken,« siger han.
Anders Ahrenkiel fortæller, at danskerne typisk skifter køkken med 8-10 års mellemrum. Flest gør det i forbindelse med en bolighandel, og dem har den stigende rente ramt for tiden, så der er lidt stilstand på boligmarkedet.
Men interessen for den nye butik i Grenaa har været stor allerede før åbningen.
»Mens vi har indrettet butikken, er det sket flere gange, at folk har banket på døren for at spørge, om vi kunne hjælpe dem,« siger han.
HTH bruger typisk lokale samarbejdspartnere til at montere køkkener og bad, så åbningen i Grenaa kan også smitte af hos håndværkerfirmaerne i byen.