Fortsæt til indhold

Olie-overskud drypper på medarbejderne hos Urtegaarden

»Jeg vil gerne anerkende den indsats mine medarbejdere yder for at Urtegaarden kan levere gode resultater år efter år,« lyder det fra ejerleder.

Samfund
mw

Når lønnen for september udbetales til medarbejderne hos Urtegaarden ved Vivild er der en ekstra linje på lønsedlen, idet ejer Vibeke Estrup har besluttet at indføre overskudsdeling én gang årligt.

Det oplyses i en pressemeddelelse.

»Jeg vil gerne anerkende den indsats, mine medarbejdere yder, for at Urtegaarden kan levere gode resultater år efter år, så da jeg foreslog til min bestyrelse, at gøre det via overskudsdeling mødte jeg absolut ingen modstand, men fik fuld opbakning,« siger ejerleder Vibeke Estrup i virksomheden, der blandt andet sælger æteriske olier og krops- og ansigtsplejeprodukter.

»Jeg håber, at overskudsdelingen vil være med til, at give en ejerskabsfølelse samt fastholde motivationen og det store arbejde alle lægger i, at vi kan levere kvalitetsprodukter ud til alle vores kunder,« uddyber Vibeke Estrup.

Så umiddelbart inden offentliggørelsen af det seneste regnskab for virksomheden 29. august, blev nyheden også offentliggjort til medarbejderne som naturligvis modtog nyheden med stor glæde.

»Det er rigtig dejligt med denne belønning, og at vi får et styrket fællesskab omkring at nå målene,« siger Ania Skifter, der er ansvarlig for kundeservice og hun suppleres af Karen Munkholm, der siden 1996 har arbejdet ved Urtegaarden:

»Jeg går meget op i, at træffe grønnere valg og det er jo ofte en smule dyrere. Så med denne ekstra udbetaling i hånden får jeg øget min købekraft og indirekte styrket min forbrugerindflydelse, hvilket har stor betydning for mig.«

Overskudsdelingen udgør 6 procent af resultatet før skat, så jo bedre det går Urtegaarden, des bedre går det for medarbejderne.

Jeg vil gerne anerkende den indsats mine medarbejdere yder for at Urtegaarden kan levere gode resultater år efter år, så da jeg foreslog til min bestyrelse, at gøre det via overskudsdeling mødte jeg absolut ingen modstand, men fik fuld opbakning.
Vibeke Estrup, ejerleder af Urtegaarden

Overskudsdelingen beregnes på baggrund af antal arbejdede timer minus sygdom, og ifølge pressemeddelelsen får en fuldtidsansat her i det første år cirka 36.000 kroner.