Randers HF & VUC fejrede 60 års jubilæum
Med en stor festival markerede Randers HF & VUC sin grundlæggelse.
På scenen havde en kæk Thomas Buttenschøn indledt festen, da Randers HF & VUC med en stor festival fejrede sit 60-års jubilæum. Han blev efterfulgt af en række tidligere og nuværende elevbands og sangerinder.
Derudover var der konkurrencer med både banko og lykkehjul med ”de værste præmier, du ikke vidste, du ønskede dig”. Her var hovedpræmien en kør-selv-ferie til Grenå uden aktiviteter eller transport betalt.
I sideteltene stod Randers Dartklub klar med baner og udfordringer, mens de kreative kunne udfolde sig hos Iben Schrader, der oplærte i papirblomstens kunst. Til at eksekvere og planlægge festivalpladsen var erfarne Anita Støvring Ross hyret ind.
»Vi er et lokalt HF-gymnasium, hvorfor det betyder meget, at vi engagerer de lokale kunstnere og klubber i afviklingen af jubilæumsarrangementet,« udtaler rektor Lena S. Lindblad.
Allerede i 1957 begyndte man politisk at arbejde mod etableringen af endnu et gymnasium i byen, der skulle aflaste Statsskolen for de kommende store efterkrigsgenerationer. I 1963 kom godkendelse og én matematisk, én sproglig og én realklasse begyndte på Randers Kommunale Gymnasium i lånte lokaler hos Vestervangsskolen. Først i 1969 stod de nuværende bygninger på Nålemagervej klar.
Siden skiftede skolen navn til Randers Amtsgymnasium, og i 1990 førte faldende ansøgertal til, at daværende rektor Kaj Minke stillede et radikalt forslag, der har præget uddannelsesudbuddet i Randers siden. Amtet valgte således at følge forslaget, der udfasede de røde studenter fra Nålemagervej, men til gengæld samlede alle HF’ere på én skole.
Siden flyttede også VUC ind i bygningen og fusionerede i 1994.