Oplev glæden ved at spille musik med andre
Foreningen Musik i Rønde (MiR) inviterer til klubaften 19. september på Kulturhotellet i Rønde, hvor man kan høre om muligheden for at spille sammen med ligesindede.
Spiller du musik og har du lyst til at spille med andre? Så har du muligheden i den kommende vinter. Foreningen Musik i Rønde (MiR) inviterer til klubaften 19. september på Kulturhotellet i Rønde. Her præsenteres et forslag til, hvordan både øvede og nybegyndere kan få glæde af at spille sammen med andre ligestillede.
Det oplyses i en pressemeddelelse.
Hovedformålet er, at du selv bliver bedre til at spille på dit instrument. De fleste vil opleve glæden ved at spille sammen med andre.
Den første aften vil arrangørerne ud fra deltagernes interesser for genrer og stilarter danne nogle grupper, der kan gå i tilstødende lokaler og spille sammen. Erfaringen viser, at interessen for at spille sammen ofte medfører, at mange danner bands, hvor man fortsætter samspillet.
Medbring dit instrument, eventuelt noder, et nodestativ (kan også lånes på stedet), godt humør og forvent en berigende aften.
Hvem kan deltage? Der er plads til alle, der har lyst - let øvede og erfarne musikere.
Der er ikke krav om medlemskab for at deltage i første møde.
Aftenen skydes i gang på Kulturhotellet i Rønde 19. september klokken 19.