Fortsæt til indhold

Rockwool Fonden: Øremærket barsel kan forværre børns trivsel og udvikling

Fædre forøger deres barsel med mindre, end mødre sænker deres barsel. Den samlede barsel bliver dermed kortere, skriver Rockwool Fonden.

Samfund
mw

Længere forældreorlov har positive konsekvenser for børns trivsel og udvikling. Det viser et af de første kausale studier lavet på området. Samtidig tyder foreløbige opgørelser på, at de nye regler for øremærket barsel medfører, at fædre forøger deres barsel med mindre, end mødre sænker deres barsel.

Den samlede barsel bliver dermed kortere. Dette kan have negative konsekvenser for børnene, skriver Rockwool Fonden i en pressemeddelelse.

En undersøgelse af barselsreformen i 2002, der medførte, at kvinder i gennemsnit tog 3,2 måneders barsel mere, viser, at børns trivselsmål (målt ved hjælp af folkeskolernes trivselsundersøgelser, da børnene var 13-15 år) steg med 4,8 procent for hver ekstra måneds orlov.

Forlængelsen af orloven mindskede samtidig uligheden i børnenes trivsel og udvikling. Det hænger ifølge pressemeddelelsen sammen med, at de børn, der i udgangspunktet var dårligst stillede i forhold til trivsel og socio-emotionelle færdigheder, også var dem, der fik mest gavn af muligheden for forlænget barsel.