Veteraner og udsendte hædret i Randers
Den årlige flagdag for Danmarks udsendte blev traditionen tro markeret med flag, musik og taler.
Fra en skyfri himmel skinnede solen på veteranerne og deres pårørende tirsdag 5. september ved Randers Havn. Her startede flagdagen med kransenedlæggelse ved mindestenen for de udsendte, faldne og sårede veteraner. Det skete til tonerne af Blæserorkestret Søndermarken og under fanerne fra Hjemmeværnskompagniet Hvidsten. Og to af Forsvarets F16-fly hilste på fra oven. Det skriver Randers Kommune i en pressemeddelelse.
Efterfølgende gik turen til Det Gamle Rådhus, hvor borgmester Torben Hansen talte til de fremmødte, flankeret af fanebærende Randers-veteraner.
I Randers Kommune kan 655 borgere kalde sig veteraner: soldater, hjemmeværnsfolk, beredskab, politifolk, redningsfolk, sygeplejersker, læger, præster og chauffører, der alle har været sendt ud til verdens brændpunkter, kunne Torben Hansen berette.
Også Randers Kommunes veterankoordinator Stanley Schmücker talte til de fremmødte ligesom veteran Thorbjørn Forsberg gjorde det. Thorbjørn har været udsendt til Bosnien, Afghanistan og Libyen, og han kunne fortælle om sine oplevelser som presseofficer, om at have fået PTSD, og hvor svært det kan være at forholde sig til kontrasten mellem krig og hverdagslivet.
Efter talerne fulgte et minuts stilhed for de udsendte, som er faldet i dansk tjeneste, samt uddelinger af medaljer til børn af udsendte veteraner.
Derpå kunne Torben Hansen og Stanley Schmücker byde de mange fremmødte indenfor i Det Gamle Rådhus til en forfriskning