Fortsæt til indhold

Kære Syddjurs. Kig til Ikast-Brande, hvis I vil i Superligaen

For 12. gang ud af 14 mulige er Ikast-Brande Kommune blevet kåret som Danmarks mest erhvervsvenlige kommune. Og generelt dominerer Jylland ranglisten med 18 i top 20.

Samfund
gs

Sidste år blev Ikast-Brande Kommune efter mange års sejrsgang og en enkelt 2.-plads for første gang henvist til 3.-pladsen i DIs årlige undersøgelse Lokal Erhvervsvenlighed. I år er kommunen, efter fremgang i syv ud af 10 kategorier, tilbage på toppen.

Ikke helt tilfældigt, fortæller medlemsdirektør i DI Anders Søndergaard Larsen.

»Ikast-Brande Kommune har reageret på sidste års tredjeplads med at forbedre sig på mange områder og virkelig genopruste på service og gode forhold til de lokale virksomheder. Det er flot. Og Ikast-Brande markerer sig som forbillede for alle landets kommuner, når det gælder om at skabe forhold for virksomhederne, så de kan skabe vækst og velstand,« siger Anders Søndergaard Larsen.

Ikast-Brande har forbedret sig i syv ud af de 10 kategorier, som Lokal Erhvervsvenlighed måler på med både statistikker og svar fra næsten 8.000 virksomheder. Og helt usædvanligt er kommunen i top 10 i otte af kategorierne. Et resultat, som borgmester i Ikast-brande Kommune Ib Lauritsen (V) er tilfreds med.

Det er ikke kun attraktiv erhvervsjord til salg, og at virksomhederne oplever smidig sagsbehandling. Det er også vigtigt, at skole-virksomhedssamarbejdet er i top, så de unge lærer erhvervslivet at kende, og ikke mindst god dialog mellem kommunen og virksomhederne.
Ib Lauritsen, borgmester i Ikast-Brande (V)

»Jeg er utrolig stolt over, at vi har Danmarks bedste erhvervsklima endnu engang. Vi klarer os rigtig godt på mange og forskelligartede parametre. Det er ikke kun attraktiv erhvervsjord til salg, og at virksomhederne oplever smidig sagsbehandling. Det er også vigtigt, at skole-virksomhedssamarbejdet er i top, så de unge lærer erhvervslivet at kende, og ikke mindst god dialog mellem kommunen og virksomhederne,« siger Ib Lauritsen.

»I Ikast-Brande Kommune arbejder vi på at skabe de bedste rammer for vores virksomheder – sammen med vores virksomheder,« siger Ib Lauritsen.

Nordfyns og Høje-Taastrup kommuner er eneste ikke-jyske kommuner i top 20. De kommer ind som nummer 5 og nummer 20. Jylland er øverst på ranglisten efterfulgt af Fyn, Sjælland og sidst hovedstadsområdet med Nordsjælland og Bornholm, der ender allersidst. De sjællandske kommuner, undtaget hovedstaden og Nordsjælland, er til gengæld den del af landet, som i gennemsnit går mest frem – 10 pladser frem i de seneste to år.

Høj tilfredshed i år

Generelt er Danmarks virksomheders tilfredshed med deres kommune den højeste i de 14 år, DI har målt. Tre ud af fem virksomheder vender i år tommelfingeren opad for erhvervsvilkårene i deres kommune. Omvendt er kun hver tiende virksomhed utilfreds. Region Sjælland det sted i landet, hvor andelen af tilfredse virksomheder er steget mest.

»Det er glædeligt, at de lokale erhvervsvilkår virkelig har vundet kommunernes opmærksomhed. Et godt erhvervsliv skaber lokale job, tiltrækker skatteborgere, vækst og velstand, så gode erhvervsvilkår kommer godt tilbage til kommunen,« siger Anders Søndergaard Larsen.

Tilfredsheden er især steget, når virksomhederne er blevet bedt om at bedømme kommunernes indsats for at understøtte behovet for arbejdskraft. Det er vigtigt. For netop Arbejdskraft er den kategori, som virksomhederne vurderer som den vigtigste for kommunerne at tage sig af. Også sidste år var Arbejdskraft virksomhedernes vigtigste kategori, men i de tidligere 12 år vurderer virksomhederne Infrastruktur som det vigtigste.

»Det er bemærkelsesværdigt, at mangel på arbejdskraft trods dæmpet udvikling i økonomien den seneste tid stadig er det største problem for virksomhederne. Det er et stort problem, at virksomhederne ikke kan rekruttere de medarbejdere, som de har brug for, men det vidner til gengæld om et virkeligt stærkt og konkurrencedygtigt erhvervsliv,« siger Anders Søndergaard Larsen, der samtidig glæder sig over en øget indsats fra kommunerne på arbejdskraftområdet.

»Kommunerne er begyndt at opruste på tiltrækning og fastholdelse af arbejdskraft, og jeg håber det fortsætter i årene, der kommer. For problemet vil vare ved,« siger Anders Søndergaard Larsen.