Fortsæt til indhold

Kommune skal igen spare på strøm og varme. Opfordrer folk til at gøre det samme

Aarhus Kommunes energikriseledelse varsler igen indsatser for at spare på energien i kommunale bygninger.

Samfund
jwh

Inflation og international energikrise medførte i vinter, at Aarhus Kommune blandt andre energibesparende tiltag sænkede temperaturen i en række kommunale bygninger til 19 grader. Selvom situationen i dag er anden, så varsler Aarhus Kommune igen, at der er behov for tiltag, som skal spare på energien.

Det oplyser Borgmesterens Afdeling i en pressemeddelelse.

KL vil i år ikke anbefale en bestemt temperatur for opvarmningen af bygninger, men bakker op om Energistyrelsens melding om at fastholde fokus på at spare på energien. På den baggrund vil Aarhus Kommunes energikriseledelse, som blev nedsat sidste år, anbefale, at der skal iværksættes en ny energispareindsats i kommunens bygninger. Derfor beder Magistraten Aarhus Ejendomme den fælleskommunale ejendomsforvaltning udarbejde en indstilling med energibesparende initiativer for kommunalt ejede bygninger, fremgår det af pressemeddelelsen.

»Overordnet står vi i en bedre situation denne her vinter end sidste vinter, men det er stadigvæk meget afgørende, at vi holder et skarpt fokus på vores energi og sparer, hvor vi kan. På den måde kan vi bidrage til en stabil strømforsyning. Magistraten beder nu vores ejendomsforvaltning om en plan for, hvordan vi bedst muligt kan gennemføre en fornuftig energispareindsats i Aarhus Kommunes ejendomme. Vi har som kommune en forpligtelse til at gå forrest og vise, det nytter. Men jeg vil også opfordre virksomheder og folk derhjemme til at spare på energien, så vi kommer godt igennem vinteren igen,« siger borgmester Jacob Bundsgaard (S) i pressemeddelelsen.

Kommunerne leverede sidste år store energibesparelser som følge af indsatser i bygningerne. KL kan på tværs af 74 kommuner dokumentere, at elforbruget i gennemsnit blev nedsat med 12,5 procent fra oktober 2022 til og med februar 2023 sammenlignet med året forinden.