200 år gammelt kampestenshus gemmer på en glemt legende

På Århusvej 233 står der et hus. Et rigtig gammelt hus – faktisk et af Skovbys ældste.

Lige for tiden er det dog omringet af stillads og byggematerialer. Den nuværende ejer, Thomas Søgaard, er nemlig i fuld gang med en omfattende renovering.

»Vi var så uheldige, at det brændte ned sidste år – hele overetagen på kampestenshuset brændte. Jeg fik så nogle penge af forsikringen til at genopføre tagetagen, og det blev ligesom springbræt til at renovere hele huset,« fortæller Thomas Søgaard, der overtog huset i 2017.

»Det var et dødsbo efter Harald Brandt, der havde Skovby Gartneri – der var drivhuse overalt. Brandt havde haft huset i mange år. Han overtog det efter stenhuggerne.«

Lige netop stenhuggerne er årsagen til, at Thomas Søgaard har taget kontakt til Uge-Bladet. Jo længere han har haft huset, des mere interesseret er han blevet i den stenhuggerfamilie, der byggede og boede i ejendommen i tre generationer.

»Den ældre generation boede i kampestenshuset, og den yngste generation flyttede over i murstenshuset. Det er da en fed historie.«

Thomas Søgaard renoverer huset uden at røre ved de oprindelige kampesten. Samtidig har han fokus på at energioptimere huset.

»Selvom man har noget gammelt, nytter det ikke noget at smide det væk. Det er vigtigt at holde det ved lige. Jeg synes jo ikke det kan nytte noget, vores samfund har brug for at vi værner om de gamle bygninger og god fornemmelse at noget 200 år det kan stå 200 år endnu. Man foreviger det måske endda.«

Mens han går og arbejder på huset vil vi derfor forsøge at forevige huset historie, ved at fortælle en lille lokal beretning om en helt almindelig stenhugger fra Skovby.

Stenløverne på Frijsenborg

En ydmyg stenhugger og en fornem grevinde.

Det lyder som starten på en Jane Austen roman. Denne historie er dog hverken slibrig eller skandaløs. Den handler blot om et usædvanligt møde på en tid, hvor klasseforskelle var alfa og omega.

Historien begynder med en stenhuggerfamilie.

Stenhugger Anton ’Knap-Anton’ Hansen blev født i 1858 og voksede op i kampestenshuset på Århusvej 233. Hans far, stenhugger Hans Nielsen, havde overtaget ejendommen i 1857 efter sin far, stenhugger Niels Hansen, som havde opført huset på et endnu ukendt tidspunkt.

I 1891 overtog Anton Hansen og hustruen Marie huset.

I Galten Egnsarkivs årsskrift 16 Annales fra 2006 er der dedikeret et helt kapitel til kampestenshuset og den stenhugger familie, der opførte det og boede der i tre generationer. Kapitlet er skrevet af Knud Erik Pedersen.

Århusvej 233 lå - ligesom i dag - lige ud til hovedvejen. Ejendommen bredte sig ud over fem tdr. land. Her havde familien bl.a. to sortbrogede køer, en sort hest og en masse høns. Det var Marie Hansens lod at passe hjemmet og dyrene, mens Anton i kraft af sit virke som 3. generations stenhugger rejste rundt til de nærliggende landsbyer hvor der, som Knud Erik Pedersen skriver, skulle »sættes en brønd, bygges en kampestensmur til et udhus« eller lignende.

En beretning, som kan spores tilbage til 1920’erne lyder, at grevinden på Frijsenborg en dag kom forbi Århusvej 233 med sit 4-spand. Her var hun stoppet ved Anton Hansen. Historien lyder, at hun ville have ham til at hugge et par stenløver for hende, som skulle opstilles ved Søbygaard.

En jævn mand

Da grevinden forespurgte den ydmyge stenhugger lyder historien, at Anton Hansen som en jævn jyde »trak lidt på det.« Hans hustru Marie var derimod ikke så sikker på, at det var en god idé, at Anton tog opgaven på sig. Hun var urolig for, om Anton kunne udføre arbejdet i tilfredsstillende grad, så grevinden »kunne føle sig tilpas med hans arbejde.«

Historien går dog på, at Anton Hansen tog imod opgaven. Grevinden opfordrede derfor Anton Hansen til at udføre arbejdet på Frijsenborg, da materialet her nemt kunne tilvejebringes.

Det kunne der dog ikke blive tale om, mente Anton Hansen.

Han kunne nemlig nemt skaffe sig sten til opgaven i grusgraven i Møllemarken i Storring.

Ifølge Knud Erik Pedersen endte Anton Hansen rent faktisk med at lave stenløverne for grevinden. I kapitlet fremføre han en lang række beviser for forbindelsen mellem grevinden og familien Hansen. Bl.a. var en af Anton og Maries døtre Martine kogejomfru på Frijsenborg. Samtidig Martines lillesøster Dagmar engang på sommerferie hos storesøstren på Frijsenborg – inviteret af grevinden. Det sidste slående bevis er et billede af Anton Hansen foran på stenløvehoveder.

Uanset hvor sandfærdig fortællingen er, er der ingen tvivl om, at kampestenshuset på Århusvej emmer af historie.

Hvis du vil vide mere om stenhuggerfamilien eller historien om stenløverne kan du læse mere om det i Galten Egnsarkivs annaler.