3-årige Johannes har haft brug for lægehjælp fra Grenaa 40 gange: »Vi frygter for hans liv, hvis akutlægebilen forsvinder«
Stine Vogel Petersen og familien overvejer, om det fortsat er værd at bo på landet, hvis trygheden ved sundhedsvæsenet fjernes.
3-årige Johannes Vogel Petersen har haft en svær start på livet.
Han er født uden spiserør og med hul i hjertet. Ved fødslen havde han også malroterede tarme.
Det kan man ikke umiddelbart se på den energiske knægt, der render rundt på Torvet i Grenaa, men foran sig skubber han en lille gul ambulance. Den har han fået, fordi han i sin korte levetid allerede utallige gange har haft behov for akut lægehjælp.
Det er også derfor, hans mor Stine Vogel Petersen i dag er taget til folkemøde på Torvet med Johannes og hans lillebro Felix for at være med til at vise utilfredsheden med, at Region Midtjylland vil fjerne akutlægebilen fra Grenaa.
Retteligt er det nærmere utrygheden, de vil vise. Johannes’ tilstand er årsag til, at han meget ofte fejlsynker sin mad. Han får det galt i halsen. Det kunstige spiserør, han har fået lavet, hjælper ikke med til at skubbe maden op igen som et normalt fungerende spiserør, og Johannes kan ikke få luft.
Ofte kan kan forældrene selv lave livreddende førstehjælp på Johannes. Ofte er det ikke nok. Her er tiden en altafgørende faktor for familien, der bor i Albøge.
»Så sidder maden blokeret i luftvejene. Siden vi flyttede til Albøge for tre år siden, har vi haft brug for ambulancen 40 gange, og fordi Johannes både er hjertebarn og lungebarn, så kommer både akutlægebilen og ambulancen. De er hos os i løbet af syv minutter, men han bliver ofte blå i hovedet af iltmangel,« fortæller Stine Vogel Petersen.
Hvis akutlægebilen fjernes fra Grenaa, vil det betyde, at Johannes skal køres i ambulance til Randers Sygehus for at få lægehjælp, og den tid frygter Stine Vogel Petersen for.
»Hvis der ikke er nogen med, som må behandle, så er vi nervøse for, om han overlever det. Det er hans liv, vi frygter for,« siger hun.
I forvejen dårligt stillet
Da hun hørte nyheden om, at regionen ville fjerne akutlægebilen, var hendes første tanke, at familien skulle sælge huset i Albøge for at flytte tættere Aarhus, hvor de har en åben indlæggelse på Aarhus Universitetshospital.
Det er bare langt fra de værdier og drømme, familien havde, da de besluttede at flytte til Albøge og bygge hus.
»Vi elsker at bo på landet, hvor vi har to hektar jord og ingen naboer lige omkring os, så vi har ikke lyst til at flytte væk fra landet, men det kan jo blive nødvendigt. I de større kommuner kan man i forvejen få meget hjælp til børnene, som man ikke får herude, så det er jo et valg, man træffer, når man flytter på landet. Man er allerede dårligere stillet ved at bo i udkantsdanmark, men når de også begynder at fjerne vores sundhedsvæsen, så bliver det afgørende for, om vi bliver boende herude,« fastslår Stine Vogel Petersen.