Olympiade i Skovhytten i Hinnerup
Omkring 100 Blå Spejdere var samlet en weekend for at afholde olympiade og spise sammen omkring lejrbålet.
I weekenden 8-10 september afholdt De Blå Spejdere i Hinnerup spejder olympiade i Skovhytten i Hinnerup.
Her var 100 spejdere med familier samlet lørdag eftermiddag til et hyggeligt OL, fællesspisning og lejrbål, skriver De Blå Spejdere i en pressemeddelelse.
Weekenden var for hele spejdergruppen lige fra den yngste familiespejder på tre år til de ældste tropsspejdere.
Spejdere fra 2. klasse og opefter mødtes allerede fredag aften, hvor de rejste telte og lavede bålhygge. De yngste spejdere (0.-1. klasse) deltog fra lørdag morgen og lørdag eftermiddag kom familiespejderne og spejdernes egne familier så til en hyggelig eftermiddag/aften.
Til spejder olympiaden havde spejderne selv været med til at forberede legene, ved at bygge baner og målskiver, samt lave flag og dragter. De valgte discipliner var blandt andet gummistøvlekast, transport på båre lavet af uniformer og skydning med ”verdens” største slangebøsse.
Efter at have dystet sammen lavede de saltindbagt nakkefilet over bål med hjemmelavet pastasalat og snobrød til. Dette blev så nydt ved Hinnerups største køkkenbord.
Dagen blev sluttet af med et fælles lejrbål, hvor de enkelte grene (aldersgrupper) havde forberedt lidt underholdning.
Weekenden er en årlig tradition, hvor de er sammen på tværs af aldersgrænser.
»Det er en vigtig del af vores arbejde som ledere, at vi laver aktiviteter på tværs af aldersgrænserne, så de lærer hinanden at kende og er trygge ved at rykke op til den næste gren,« udtaler Gruppeleder Dorthe Dahl og fortsætter:
»Det er også vigtigt, at vi har forældrene med, så de får en fornemmelse for det stærke sammenhold vi har og lærer både ledere og de andre forældre at kende.«
De Blå Spejdere i Hinnerup holder til ude i Skovhytten, Århusvej 14.