Havndal vinder igen Lokaldysten
For andet år i træk løber Havndal med titlen som det mest aktive lokalsamfund i Randers Kommune. Onsdag 13. september fik byen overrakt præmien på 10.000 kr.
Der har været gang i den i Havndal, Asferg/Gassum, Harridslev, Værum og Assentoft. Unge som gamle er nemlig trukket i træningstøjet og har tilbagelagt kilometer ved at gå, løbe og cykle. Alle tilbagelagte kilometer blev talt og sammenholdt med antal borgerne i lokalområdet.
Med et gennemsnit på 3,02 kilometer pr. indbygger og et samlet kilometerantal på 2.449 km blev Havndal for andet år i træk kåret som vinder af Lokaldysten. På en flot 2. plads kom Gassum-Asferg, som tilbagelagde 2,78 km pr. indbygger og i alt 1.856 km, og på 3. pladsen kom Værum med 2,74 km pr. indbygger og i alt 853 km.
»Det er megafedt, at Havndal vinder for andet år i træk. Jeg tror, at det er en kombination af det gode vejr, den kæmpe tilslutning og vores gode sponsorer, der har gjort, at vi igen løber med sejren,« siger Anette Nørager, frivillig, der var med til at arrangere lokaldysten, i en pressemeddelelse.
Med vindertitlen følger en pengepræmie på 10.000 kr., som Havndal kan bruge på et valgfrit redskab eller event til bevægelse i byen. Tanken er, at præmien igen i år skal gå til et fælles event.
Samler lokalsamfundet
I Havndal var flere i lokalsamfundet gået sammen for at få stablet motionsfesten på benene.
»Det er skønt at se, hvor mange der engagerer sig og bidrager til, at vi igen i år kunne afholde lokaldysten, hvor alle jo kan deltage og bidrage med det, de kan. Nogle tog for eksempel deres aftengåtur i forbindelse med dysten, mens flere af vores aktivitetshold også deltog, f.eks. et pigefodboldhold, der løb 10-15 kilometer,« siger Anette Nørager.
Selvom det endnu engang blev Havndal, der løb med sejren, har motionsfesterne i Asferg/Gassum, Harridslev, Værum og Assentoft været fulde af gejst, højt humør og stort engagement.
»Igen i år har mange deltaget i lokaldysterne. Som altid har stemningen været i top og fællesskabet i højsædet, når kilometerne skulle tilbagelægges. Det viser endnu engang, at lokaldysten er det perfekte tiltag til at få flere til at være sammen om motion og bevægelse,« siger sundhedskonsulent Ronja Jøker Jørgensen fra Randers Sundhedscenter.