Nye ladestandere kan booste turisternes handel i Auning
Formanden for handelsstandsforeningen ser masser af gode muligheder i de kommende år i takt med, at salget af elbiler stiger.
Auning er netop blevet udstyret med otte nye ladestandere i centerområdet, og det er særdeles godt nyt for handelsbyen.
Når man kigger på salgstallene for elbiler, fortæller de i et tydeligt sprog om vigtigheden i at kunne tilbyde sine kunder muligheden for at lade elbilen op, mens man handler.
Ifølge FDM blev der i maj i år solgt 4446 nye elbiler. Det er en fordobling i forhold til samme måned i 2022.
I maj blev der i alt solgt omkring 14.000 nye biler i Danmark, hvilket vil sige, at næsten 32 procent af nye biler var rent elektriske.
Med andre ord er ladestanderne blevet en særdeles vigtig parameter for at tiltrække handlende til Auning.
I Auning Handel & Erhverv tror formand Anders Rasmussen også på, at byen nu er blevet udstyret med et stærkt trækplaster over for særligt turisterne.
»Jeg tror, det bliver rigtig godt for os i løbet af sommeren og i andre ferieperioder, at turisterne ude i sommerhusene ved, at de kan tage herind og få ladet bilen op, mens man handler i en times tid eller to. Der er mange, der har elbil, men ikke nødvendigvis en oplader i sommerhuset, så det kan vise sig at være rigtig gavnligt i forhold til at vælge Auning som handelsbyen,« siger Anders Rasmussen.
Stort behov ved kysterne
Det er også det billede en rapport fra fonden Dansk Kyst- og Naturturisme viser.
Rapporten fra sidste år fortæller, at der i 2030 vil være op mod 41 procent af kyst- og naturturisterne, der kører elbil.
Det svarer ifølge rapporten til, at der vil ankomme 19.500 og 45.500 elbiler i kyst- og naturområderne per dag i juli måned.
Det skaber selvsagt et stort behov for flere ladestandere i kystnære områder, fastslår direktør hos Dansk Kyst- og Naturturisme Jens Hausted i rapporten.
»Når salget af elbiler stiger, er det vigtigt, at infrastrukturen følger med i samme tempo. Det gælder ikke mindst i turistområderne, hvor vi kan se, at behovet er voksende og vil fortsætte med at stige støt de kommende år. I dag råder landets kystnære områder kun i mindre grad over et bredt net af ladestandere, og der er derfor behov for en udbredelse af en veludbygget ladeinfrastruktur, som både møder behovet blandt elbilisterne i kyst- og naturturismen samt behovet fra de borgere, virksomheder og andre aktører, der har behov for opladning af deres elbil,« udtaler Jens Hausted.
Mest for turister
Hos Auning Handel & Erhverv tror Anders Rasmussen dog primært, det er turisterne, der kommer til at benytte de nye ladestandere.
»Folk i området, der kører elbil, kommer nok ikke til at bruge det ret meget. De lader op derhjemme. Men det er stadig godt at kunne tilbyde, og der kan jo sagtens være pendlere, der lige har behov for en opladning, så de kan komme hjem. Så kan de jo lige så godt køre ind til os,« konstaterer Anders Rasmussen.
Ud over de otte netop opstillede ladestandere, som virksomheden Clever har installeret, er der endnu en på vej i centerområdet, som bliver tilknyttet OK tanken.