Fortsæt til indhold

Kulturløb markerede Rønde som uddannelses- og dannelsesby nummer et på Djursland

Omkring 1.000 deltagere fra skolerne i Rønde fyldte smukt i bybilledet torsdag.

Samfund

Torsdag i denne uge blev Rønde hyldet som centrum for uddannelse og dannelse.

I omegnen af 1.000 unge markerede Rønde som centrum for uddannelse og dannelse. Pressefoto

Ba byens skoler og kulturliv afholdt sammenen et såkaldt Kulturløb. Med solskin og omkring 1000 deltagere var løbet tydeligt i bybilledet, hvor ruten kunne ses afmærket med pinke flag.

Arrangementet fejrede Rønde som en stærk uddannelses- og dannelsesby og tiltrak deltagere i alle aldre og niveauer for en eftermiddag med fællesskab og høj puls.

Deltagerne oplevede en unik rute, der førte dem gennem forskellige skoler og kultursteder i og omkring byen.

Undervejs blev de budt velkommen af diverse happenings og begivenheder, og det kuperede terræn tilføjede en ekstra udfordring til løbet. Stor som lille kløede på og der blev heppet en masse rundt på ruten, hvor elever fra de forskellige skoler stod klar med flag, sang, bannere, heppekor og andre sjove tiltag.

Efter veloverstået dåd blev der krammet i målområdet, før der vankede aftensmad. Pressefoto

Flot markering

Løbet tiltrak både store og disse to herlige gutter. Pressefoto

Søren Sinnbeck, forstander på Rønde Efterskole, udtrykte glæde over den lokale opbakning og det opståede samarbejde omkring dette initiativ:

»Vi mærker styrken og bredden af uddannelse og dannelse, som vores by repræsenterer. Ved at samle byens uddannelsesinstitutioner og kulturliv ønsker vi at vise, hvad Rønde har at tilbyde. Det blev en dag med skole- og kultursightseeing med forskellige indslag undervejs på ruten. Alle kunne deltage i et inkluderende løbefællesskab denne dag, hvor man også kunne finde det tempo og den rute, der passede til ens niveau.«

Kulturløbet tiltrak deltagere i alle aldre og niveauer med ruter på 4, 8 eller 12 km. Der var også et børneløb på 4 km.

Kulturløbet blev indledt og afsluttet ved boldbanen bag Rønde Bibliotek. Efter løbet blev deltagerne forkælet med fælles aftensmad sponsoreret af Meny og skolerne i samarbejde.