Fortsæt til indhold

Mads Berg havde luret anonyme FC Djursland

FC Djursland fik eftertrykkelige bank af Fuglebakken KFUM, som vandt med 5-2 på HSM Arena i Grenaa

Samfund
Martin Schultz

FC Djursland tabte for et par måneder siden sæsonpremieren i Jyllandsserien 1 med 3-1 til Fuglebakken KFUM på udebane, og det blev ikke til revanche, da den aarhusianske traditionsklub lørdag eftermiddag kom på besøg på HSM Arena i Grenaa.

Fuglebakken KFUM med den tidligere FC Djursland spiller Mads Berg som cheftræner optrådte nemlig med effektivitet og kynisme og gav hjemmeholdet en ordentlig mavepuster med en sejr på 5-2 efter 2-0 ved pausen.

»Fuglebakken KFUM kom med god power og et godt koncept og kørte sejren sikkert hjem efter at have været foran med 2-0 ved pausen. Gæsterne kom foran med 3-0 kort ind i 2. halvleg, og det hjalp ikke, at vi fik reduceret til 3-1 ved Mikkel Sloth,« fortæller sportslig koordinator Nicolaj R. Poulsen.

Det blev 4-1 sidst i kampen inden den tidligere FC Djursland spiller Søren Koch Østergaard i dommerens tillægstid scorede til 5-1. Det havde kun kosmetisk betydning, at Kasper Mikkelsen scorede til 5-2 i tillægstidens tredje minut.

»En stor cadeau til Fuglebakken KFUM, som kom med en god gameplan og havde godt tag i os. Det var ikke vores bedste dag, og man skal præstere bedre i Jyllandsserien 1 for at få point,« mener Nicolaj R. Poulsen.

Fuglebakken KFUM er gode bekendte af FC Djursland. De to hold spiller ofte træningskampe, og aarhusianerne har udover Søren Koch Østergaard også de to djurslændinge Janus Tranæs Didrichsen og Emil Birkedal Nielsen i truppen.

»Vi plejer at slå Fuglebakken KFUM i træningskampene, men nu har vi tabt to turneringskampe til dem. Mads Berg har et godt spillende mandskab og de havde mere power end i det første opgør. De var kyniske og direkte i deres spil og skabte gode muligheder, mens vi trods meget spil og 3-4 gode chancer manglede det sidste,« siger Nicolaj R. Poulsen.

Fra succes til fiasko

Efter en udebanesejr på 2-1 over TST Fodbold og 3-3 i topopgøret mod Jetsmark IF måtte cheftræner Felipe Soares og hans hold således æde et nederlag på 5-2 på hjemmebane.

»Der er ikke langt fra succes til fiasko. Jyllandsserien 1 er en meget tæt række, og vi er nu gledet ned på en 5. plads. Vi skal mindst holde os på 5. pladsen, for nr. 8 på sidstepladsen rykker direkte ned. Nr. 7 og den dårligste 6’er i de to puljer skal spille playoff kamp om at blive i rækken,« fortæller Nicolaj R. Poulsen.

Der er ikke nogen at fremhæve blandt FC Djurslands spillere, men Malthe Lemming Engelund var bedste mand indtil han løb tør for kræfter sidst i kampen og blev blev skiftet ud. Kasper Mikkelsen kom tilbage på banen og fik til allersidst scoret sit sjette mål i sæsonen.

FC Djursland stillede fra start med Anders Emil Hjorth på mål bag et tremandsforsvar med Bestun Eliassi, Casper Stylsvig Bæksted og Frederik Borup Vogel. Oliver Jensen, Christian Jensen og Malthe Lemming Engelund spillede på den centrale midtbane med Mikkel Sloth og Christian Rytter Fløjborg på kanterne.

Helt fremme huserede Kasper Mikkelsen og tilbagevendte Nis Traulsen.

»Vogel måte udgå med en skade i pausen og blev afløst af Thorbjørn Friis Overgaard. Fabian Korsgaard afløste Christian Jensen, og senere kom Martin Westmark Hansen ind i stedet for Casper Stylsvig Bæksted,« fortæller Nicolaj R. Poulsen.

FC Djursland møder lørdag eftermiddag formstærke Aalborg Freja på udebane. Aalborgenserne er med i toppen af rækken og ånder topholdet Jetsmark IF i nakken.