Fortsæt til indhold

Eleverne på Skanderborg Gymnasium samler ind til børn i Filippinerne

Pengene går til at støtte den danske organisation Stairway, som arbejder med at sikre skolegang og lægehjælp til udsatte børn og familier i landet. Og der er hårdt brug for dem.

Samfund
sra

Onsdag 4. oktober gennemfører 850 elever fra Skanderborg Gymnasium den årlige indsamling til den danske NGO Stairways arbejde i Filippinerne. Eleverne har fundet på en lang række aktiviteter, som kan give penge – fra salg af kager til bilvask og havearbejde. Andre arbejder en enkelt dag for lokale virksomheder. Målet er, at hver af de 850 elever skal samle mindst 200 kroner ind.

Pengene fra Skanderborg går særligt til støtte for børn og familier i bjerglandsbyen Baclayan tæt på Stairways center. Her bor de oprindelige folk, mangyanerne, som oplever stor diskrimination og fattigdom. Med støtte fra Stairway er landsbyen midt i en rivende udvikling, hvor børnene nu får uddannelse og jobs, og hvor familierne får bedre sundhed og levevilkår.

En kæmpe forskel

»Jeg har selv oplevet, hvor stor en forskel pengene fra Danmark kan gøre. Stairway er en fantastisk organisation med dygtige og dedikere medarbejdere, som virkelig har formået at skabe udvikling i deres lokalområde,« siger Lotte Gaarskjær Brandt. Hun er en af de lærere, som koordinerer indsamlingen, og hun har selv besøgt Stairways center på øen Mindoro i Filippinerne.

»Selv om Filippinerne ikke er et ludfattigt land, så er uligheden stor. Der er rigtig mange børn og familier, som lever på randen af samfundet og i stor fattigdom. Stairway giver dem støtte til at gennemføre skolen, få en uddannelse og skabe en fremtid for sig selv.«

»Indsamlingen har også rigtig stor betydning for vores skole. Den er med til at give eleverne internationalt udsyn og giver vores gymnasium en særlig forbindelse til mennesker på den anden side af kloden,« siger hun.

Danske rødder

Stairway blev grundlagt i 1990 af danske Lars Jørgensen og hans amerikanske kone Monica Ray. Stairway driver et børnehjem for tidligere gadebørn og har et stort træningscenter, hvor blandt andet politifolk, socialrådgivere og lærere bliver trænet i børns rettigheder og forebyggelse af seksuelle overgreb mod børn. Stairway arbejder efterhånden i hele Filippinerne sammen med et netværk af lokale organisationer og i samarbejde med både politiet, undervisningsministeriet og socialministeriet.

Pengene dobles op

Pengene fra Skanderborg får i øvrigt dobbelt effekt: Den italienske direktør Franceso Caruso fra fonden Firetree Fondation, som har hjemsted i Singapore, har nemlig hørt om indsamlingen via danske venner. Han er blevet imponeret over, at danske unge arbejder frivilligt for at hjælpe andre på den anden side af kloden. Derfor har fonden besluttet at doble pengene op. En krone til indsamlingen giver derfor to kroner til Stairway.

Læs mere om Stairways arbejde på den danske støtteforenings hjemmeside www.stairway.dk. Du kan støtte Skanderborg Gymnasiums indsamling ved at ’ansætte’ en af eleverne til en dags arbejde eller ved at give et bidrag på MobilePay 51391.