Pokémon-kort for tusindvis forsvinder fra Anders' butik: 'Gerningsmænd' er børn ned til otte år
Længere tids frustration over tyverier af legetøj kulminerede forleden og fik indehaver af Bog & idé Hornslet, Anders Sølling Guldhammer Kristensen, til tasterne.
»Kære borgere i Hornslet.
Endnu en gang er Boghandlen blevet udsat for butikstyveri.
I dette tilfælde er omfanget noget større end ellers. Der er stjålet Pokemon-ting for 1600,- Tyveriet er begået af en gruppe på 6 drenge, som efter sigende går i 4. klasse på Hornslet Skole. Vi har navn på en af dem, men vi har brug hjælp og modtager meget gerne oplysninger.«
Sådan kunne man forleden læste på Facebook på 8543 Hornslet.
Skribenten var indehaver af Bog & idé på Tingvej, Anders Sølling Guldhammer Kristensen.
Jeg har henvendt mig til politiet og Hornslet Skole. Så går jeg ud fra, der nu kommer et efterspil, hvor også SSP (står for skole, socialforvaltning og politi, red.) bliver inddragetAnders Sølling Guldhammer Kristensen, indehaver af Bog & idé - Hornslet
Forældre dukkede op
Opslaget fik hurtigt effekt.
Det tyveri, Anders Sølling Guldhammer Kristensen henviser til, blev begået fredag 15. september.
Onsdag 20. september havde fire forældre været forbi og undskyldt på vegne af deres børn.
»Jeg er meget overrasket over, hvor hurtigt mere end halvdelen af forældrene har reageret. Jeg tænker, at de to sidste forældrepar også kigger forbi.«
De forældre, der allerede har været forbi, har haft meget brødbetyngede børn i hånden.
- Hvordan har de opdaget, at deres dreng har begået tyveri?
»De har sikkert spurgt dem, hvor har du de her Pokemon-ting fra og er blevet mistænkelige. De har alle spurgt, om de skal aflevere tingene tilbage, men det har jeg sagt nej tak til, fordi de ikke længere har nogen værdi for butikken.«
Anders Sølling Guldhammer Kristensen er blevet opfordret af politiet til at anmelde tyverierne, så de kan komme i gang med en decideret efterforskning, men så langt er han ikke endnu.
»Jeg har henvendt mig til politiet og Hornslet Skole. Så går jeg ud fra, der nu kommer et efterspil, hvor også SSP (står for skole, socialforvaltning og politi, red.) bliver inddraget. Efterspillet bliver jeg en del af, men jeg håber, at der bliver taget hånd om problemet meget hurtigt.«
Anders Sølling Guldhammer Kristensen undrer sig over, hvordan drenge ned i tiårsalderen tilsyneladende kan flakke rundt uden mål og med og uden det mindste opsyn, når skoledagen er forbi.
»De burde jo være i den lokale fritidsklub, men jeg klandrer ikke folkene her, for de har jo ikke nogen opsynspligt. Det konkrete eksempel fortæller mig også vigtigheden af at få fortalt disse drenge, hvad der er mit, og hvad der er andres.«
Ikke bussemand
Anders Sølling Guldhammer Kristensen, der er uddannet socialrådgiver og har en arbejdsmæssig fortid inden for faget, har ikke lyst til at lege bussemand og gå rundt med falkeblik i sin butik.
»Jeg har taget mig selv i at være hyperopmærksom på mine kunders adfærd i butikken, men sådan skal det ikke være. Jeg er ikke sådan som menneske og ønsker ikke at være det. Børn skal kunne komme her, selvfølgelig skal de det, fordi de giver noget liv i lokalerne.«
Har stået på længe
Indehaveren af Bog & idé - Hornslet overtog butikken 1. juli 2021.
Problemet med rapserier har været der lige siden, kan han se, når han kigger tilbage.
»Jeg har kunnet se over en lang periode, at det især er legetøj som forsvinder fra hylderne. Der vil altid være svind i sådan en butik i alle varegrupper. Det behøver ikke alt sammen at være tyveri. Det kan skyldes alle mulige forskellige ting,« fortæller Anders Sølling Guldhammer Kristensen.
»Men når det begynder at blive store tal, vi snakker om, er det fordi, der forsvinder noget, og det har været galt med legetøj i en lang periode.«
- Er det så eskaleret løbende?
»Jeg oplevede i starten af året, at der begyndte at komme grupper af børn i butikken. De flåede simpelthen det hele fra hinanden, og det var ikke til at vurdere, om der manglede noget eller ikke manglede noget, før vi gjorde status.«
- Er der kun tale om legetøj, og hvad taler vi om aldersmæssigt?
»Den yngste, jeg har taget herinde, var otte år. Det røg direkte ned i tasken. Så sker der så det, at da jeg afviklede slutstatus i marts i år, sad jeg med nogle ret store svindtal på legetøj, og der gik det for alvor op for mig, hvor omfattende det her rent faktisk er.«
Det fik indehaver og medarbejdere til at skærpe opmærksomheden.
Anders Sølling Guldhammer Kristensen fornemmede dog efter nogen tid at man lige så stille var ved at komme problemet til livs.
Men den allerede beskrevne oplevelse fredag 15. september med de seks drenge fik bægeret til at flyde over.
»Jeg var ikke selv tilstede, fordi jeg var syg. Lige præcis denne fredag havde vi modtaget varer blandt andet Pokemon-ting, og personalet kunne efterfølgende nemt se, hvad der manglede. Varer for den nette sum a’ 1.609 kroner og 45 øre.«
Betydelige mængder
Anders Sølling Guldhammer Kristensen vil gerne se det skete i et bredere perspektiv end lige konsekvenserne for hans egen butik.
»Nu var det nok. Ikke bare for min butik, men for vores by generelt. Hvor er vi henne, hvis drenge på 10-12 år bare kan slippe afsted med at gøre sådan noget. Derfor tog jeg fat i både Hornslet Skole og Politiet.«
Sidste års svind på legetøj udgjorde ca. 15.000 kroner, og det er ting, som for det meste koster 20-50 kroner.
Enhver kan regne sig frem til, at hvis bare halvdelen skyldes tyveri, er det omfattende mængder, der er tale om i en by af Hornslets størrelse.