Endnu en topleder på ældreområdet siger farvel: Det forventer direktør sig af den nye
Inden for et år har Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune både skiftet direktør og er nu i gang med at finde ny topchef for byens plejehjem.
16 kandidater har meldt sig på banen til at blive ny ældre- og omsorgschef i Aarhus Kommune.
Det viser en aktindsigt, som Din Avis Aarhus har fået.
Stillingen er ledig, da Annette Secher efter godt to år på posten pr. 1. august fik nyt job som direktør for det velfærdsrettede område på Professionshøjskolen UCN. Derfor er Magistratsafdelingen for Sundhed og Omsorg i fuld gang med at finde hendes efterfølger, der får ansvaret for alle plejehjem i kommunen og 3.600 medarbejdere under sig.
Opsigelsen fra Annette Secher kommer to år efter en større omstrukturering af Sundhed og Omsorg, der kom i kølvandet på flere sager om omsorgssvigt på aarhusianske plejehjem, herunder Kongsgården i Viby.
I oktober sidste år blev den daværende direktør for Sundhed og Omsorg, Hosea Dutschke, fyret, efter at byrådet efter flere møgsager til sidst mistede tilliden til ham. Det er dermed nu anden gang inden for et år, at man skifter ud i topledelsen i Sundhed og Omsorg, der udover direktør og ældrechef består af en vicedirektør, en sundhedschef, en økonomichef og en pleje- og rehabiliteringschef.
Skiftet bekymrer dog ikke den nuværende direktør, Christian Boel, der har været i stillingen siden midten af april:
»Nej, det gør det ikke. Jeg er bare ærgerlig over, at hun stopper, for hun har været en dygtig og visionær chef. Men jeg har fuld forståelse for, at hun har sagt ja til et tillokkende direktørjob. Det synes jeg også godt, at vi kan være lidt stolte af,« siger Christian Boel.
Lommer af dårlig praksis
Chef for pleje- og rehabilitering Jens Bejer Damgaard er for øjeblikket konstitueret i stillingen som ældrechef, indtil den besættes af en ny kandidat.
Er det optimalt?
»Nej, det er det ikke. Men vi er gået efter at finde en afløser hurtigst muligt, og det ser ud til at lykkes. I den her type job er det ikke nemt at gøre hurtigere.«
I jobopslaget stod der blandt andet, at det er vigtigt, at man ”formår at skabe en psykologisk tryghed omkring sig”. Har der da tidligere ikke været en psykologisk tryghed?
»Det er en tilgang, som rådmanden lancerede, da han tiltrådte, og det handler om, at vi ønsker en åben og ærlig dialog om hverdagen. En del af læringen fra Kongsgården var, at der var lommer af dårlig praksis. Det er vigtigt, at den nye ældrechef er en rollemodel for den her tilgang, og det vil sige, at vedkommende formår at skabe trygge rammer, evner at lytte, vise egen sårbarhed og skaber en kultur, hvor det er ok at fejle, så længe man lærer af sine fejl,« siger Christian Boel.
Det er forventningen, at en ny ældrechef tiltræder pr. 1. november.
Som ældre- og omsorgschef får man ansvaret for de 45 kommunale plejehjem i Aarhus, herunder specialplejehjemmet Skovvang for svært demensramte og Generationernes Hus på Aarhus Ø. Desuden har kommunen seks selvejende plejehjem.