LAG Djursland fik 23 ansøgninger i første runde
Heraf har bestyrelsen valgt at indstille 15 projekter til støtte.
LAG Djurslands første ansøgningsrunde endte med, at foreningen modtog 23 ansøgninger, skriver LAG Djursland i en pressemeddelelse.
»Det er vi yderst tilfredse med,« siger Marianne Als Nielsen, formand for LAG Djursland.
»Vi har nemlig et ønske om at komme bredt ud med LAG-midlerne og gøre en forskel for gode projekter, der passer ind i vores strategi. Det må vi sige, at vi er lykkedes ret godt med.«
Der var 2.547.004 kroner til uddeling i 2023, og de ansøgte projekter havde en samlet projektsum på over 14 millioner, hvoraf der blev søgt LAG-støtte for godt 5,7 millioner kroner.
Derfor var der sved på panderne, brug for skarpt fokus og afklarende dialoger, da bestyrelsen skulle prioritere de 23 projektansøgninger ud fra ni vurderingskriterier og en strategi, der for første gang stod sin prøve i praksis.
En enig bestyrelse valgte at indstille 15 ansøgninger, hvor de meget glade ansøgere nu afventer tilsagn efter indstilling til Plan- og Landdistrikts-styrelsen (PLST). LAG Djursland har valgt, at 60 procent af midlerne går til erhverv og 40 procent til rammevilkår. De indstillede projekter fordeler sig med 1.482.875 kroner til ni erhvervsprojekter og 1.064.129 kroner til seks rammevilkårsprojekter.
Alle aktiviteterne udspringer af indsatsområderne: Bæredygtighed, stærke fællesskaber og kultur- og naturlandskaber.
Nyt med nyt på
Den nye strategi er flankeret af en bestyrelse, hvor størstedelen var med i udviklingen. Men en del af bestyrelsesmedlemmerne har, sammen med en nyansat koordinator, ikke tidligere gennemført en ansøgningsrunde, og det hele foregår i en ny programperiode (23-27). Det betyder også nye ansøgningsportaler og en dugfrisk projektvejledning.
»Ligesom for de 23 ansøgere blev det derfor en ansøgningsperiode præget af tekniske udfordringer, nye metoder og processer samt masser af læring,« forklarer Kirsten Solvej Larsen, der er koordinator for LAG Djursland.
Det har været et bredt ønske fra Danmarks LAG-bestyrelser, koordinatorer og ledelsen i Plan- og Landdistriktsstyrelsen, at kravene og dermed projektvejledningen for denne programperiode skulle forenkles og lette på det administrative arbejde – med det i mente, at det er EU-dokumentationskrav, der skal overholdes.
Det er Plan – og Landdistriktsstyrelsen, der administrer og sagsbehandler LAG-ordningen. Det betyder, at de giver tilsagn, har det juridiske mandat og ansvaret for at sikre, at projektholder overholder gældende regler og EU-dokumentation.
To runder i 2024
Der bliver to ansøgningsrunder i 2024. Den første har deadline onsdag 6. marts, og den anden har onsdag 21. august. Det er mulighed for at få op til 50 procent tilskud af LAG-midler til et samlet projekt på eller over 100.000 kroner.
Man kan oprettet og arbejde på en ansøgning kontinuerligt og blot sende til LAG inden en af de to frister i 2024, hvorefter den vil blive behandlet i bestyrelsen. Er man blevet nysgerrig, kan man læse mere på www.lag-djursland.dk.