Fortsæt til indhold

Bolighus leverer millionoverskud for tredje år i træk

Schmidthuset har i de seneste år haft virkelig godt gang i salget af møbler og leveret flere millionoverskud.

Samfund
gs

For nogle år siden gik Schmidthuset i Grenaa i gang med en stor fornyelse af det over 100 år gamle bolighus. De 3.500 kvadratmeter store lokaler blev renoveret, sortimentet blev udvidet, og man lavede en webshop.

Man begyndte også at lave flere arrangementer i bolighuset. De mange ting ser ud til at have virket. I hvert fald har Schmidthuset i de seneste år leveret flere millionoverskud, og det nyligt offentliggjorte regnskab for perioden 1. maj 2022 til 30. april 2023 viser et resultat før skat på 1,3 millioner kroner.

»I betragtning af at der har været energikrise og inflation, så synes jeg, det er et flot resultat,« siger ejer og direktør i Schmidthuset, Jesper Schmidt, i en pressemeddelelse.

I de to år forinden havde det store bolighus overskud på henholdsvis 2,6 millioner og 3,3 millioner kroner før skat. Her blev Schmidthusets nye tiltag hjulpet på vej af corona-situationen, hvor mange brugte ekstra tid og penge på boligindretning.

»Jeg er faktisk mere stolt af det her resultat, for på grund af usikkerheden i samfundet holder folk nu lidt mere på pengene, og vores omkostninger er steget. Men vi har været dygtige til at finde de rigtige leverandører, så vi både kan inspirere vores kunder og tilbyde de bedste priser,« fortæller Jesper Schmidt.

Han er fjerde generation af familien Schmidt i virksomheden med otte medarbejdere, og til oktober kan bolighuset fejre 110 års-jubilæum.

Alvorlig ulykke

Det var på ingen måde meningen, at han skulle overtage firmaet, men i 2017 blev hans far, Jens-Ove Schmidt svært handicappet, efter han faldt ned af en trappe og slog hovedet på en ferie i Tyrkiet. Han kunne derfor ikke drive møbelhuset videre, som han ellers havde gjort siden 1983, da han overtog det fra sin far.

Jens-Ove Schmidt døde sidste år, og efter begravelsen var der naturligvis ”gravøl” i bolighuset helt i hans ånd.

For seks år siden midt i kaosset efter ulykken havde hans tre børn to muligheder. Enten skulle Schmidt Møbler, som det hed dengang, sælges, eller så skulle Jesper Schmidt køre det videre.

»Først forsøgte vi i længere tid at sælge virksomheden, men der var ikke rigtig nogle, som bed på. Så tænkte jeg: ”Nej, det skal være løgn det her”. Jeg sagde mit job op, og vi gik i gang med at renovere møbelhuset, og vi fik et bredere sortiment.«

De mange kvadratmeter med møbler fik blandt andet selskab af en helt ny afdeling med boliginteriør og møbler fra den danske designvirksomhed Hay, og sengeafdelingen blev udvidet.

Livsstilsmesse

»Vi er utroligt taknemlige og ydmyge over for den støtte og opbakning, vi har fået fra vores kunder. Vi fortsætter med at trykke på speederen og sætte nye ting i gang, og så er der jo i øvrigt livsstilsmesse hos os lørdag 30. september,« siger han.

Her går omkring 30 lokale virksomheder for fjerde gang sammen om at holde en årlig messe, hvor virksomhederne står i og udenfor bolighuset og viser deres produkter. Også Motor Mille fra Ramasjang kommer for at gøre dagen mere festlig.

I november er virksomheden i øvrigt blevet udvalgt til at deltage i en stor dyst, hvor en håndfuld virksomheder fra hele landet skal kæmpe om at skaffe flest penge til sygdomsramte og udsatte børn. Det er igennem velgørenhedsfonden Cool Unite, hvor erhvervsmanden Jacob Riisgaard er formand.

»Vi går da stærkt efter at være den virksomhed, der skaffer flest penge til det gode formål, og det er vi i gang med at finde ud af, hvordan vi skal gøre,« fastslår Jesper Schmidt.