Fortsæt til indhold

Stine på 10 år skrev en dansk-stil - et kvart århundrede senere er den blevet til en roman

Stine Bjørk Brøndum følte, hun fik en besked fra fortiden, og en besked på morfarens dødsleje satte for alvor sving i debut-romanen.

Samfund
Stine Bjørk Brøndum kommer fra Viby, men bor i dag i Åbyhøj. 30. september debuterer hun med børne-romanen 'Maddison & jagten på det levende liv'. Pressefoto: Forlaget Rød Panda

Kan du huske de stile, du lavede i folkeskolen? Bare en af dem måske?

For Stine Bjørk Brøndum rumsterede en helt speciel stil i hendes hoved, og den var gemt væk i en mappe i flere år, indtil hun en dag flyttede sammen med sin mand og fandt den i en flyttekasse.

Og nu godt 25 år senere har den så fået helt nyt liv - og er endt i bogform.

30. september udkommer børne-romanen ’Maddison & jagten på det levende liv’ på Forlaget Rød Panda, og den er baseret på den gamle danskstil, Stine Bjørk Brøndum lavede på Rosenvangskolen tilbage i 4. klasse.

»Jeg tror, den har hængt ved, fordi det dels var en sjov historie, og fordi den var fyldt med fantasi. Men så slutter stilen også med, at drengen, som er hovedpersonen, skal give en anden figur evigt liv. Og så siger han til sig selv i slutningen: ”Når jeg bliver voksen, så skriver jeg en bog om ham, for så giver jeg ham i evigt liv”,« siger Stine Bjørk Brøndum.

»Og det føltes som en besked fra mit barne-jeg til mit voksen-jeg: ”Hey, skriv en bog om det her.”«

Det var stilen her fra 4. klasse, som i flere år lå gemt væk i en mappe. Men da Stine Bjørk Brøndum fandt den frem igen, da hun flyttede sammen med sine mand, blev det anledningen til en længere skrivefase. Pressefoto: Forlaget Rød Panda

Morfar lever videre

Og det gjorde Stine Bjørk Brøndum så.

Bogen handler om drengen Lukas, der en dag kommer hjem fra skole til et tomt hus. Kattelemmen i huset blafrer, men det giver ikke særlig meget mening, for familien ejer ikke en kat. Senere lægger Lukas mærke til en speciel bog på reolen i hjemmet, som han hiver ned.

Siderne er tomme, men da han lukker bogen i igen, kan han fornemme, at han pludselig ikke længere er alene i stuen. Ud af det blå står nu en lavstammet og ilter mand med vildt hår og skæg.

Maddison, hedder han, og han vil have Lukas til at hjælpe ham med at finde det levende liv, da han er levende død, viser det sig.

Bogen, som også er en debut-roman, har været tæt på 13 år undervejs - det var omkring 2010, at Stine Bjørk Brøndum genlæste sin gamle dansk. Siden er der med inspiration fra den blevet skrevet på romanen, når tiden og lysten til at skrive har været der. Pressefoto: Forlaget Rød Panda

Maddison, som også har givet navn til romanens titel, blev allerede skabt i Stine Bjørk Brøndums dansk stil i folkeskolen, han har dog ifølge forfatteren fået en tungere og vigtigere rolle i den nye bog, hvor han altså pludselig dukker op.

Fortællingen er fyldt med hverdagsmagi og fantasi - men behandler også tungere tematikker, da Lukas også må forholde sig til, at hans morfar er alvorligt syg. En morfar, som er Lukas’ helt store helt.

Stine Bjørk Brøndums egen morfar og fortællinger, som han engang har fortalt, har også fundet vej til bogen. Og faktisk begyndte Stine Bjørk Brøndum for alvor at skrive på bogen, da hendes morfar døde.

»Der skete det, at lige omkring da min mand og jeg flyttede sammen, og jeg læste stilen, så blev min egen morfar meget syg.«

»Jeg havde et meget nært forhold til ham, og vi vidste godt, hvilken vej det gik - og på sit dødsleje siger han til mig: ”Jeg ville sådan ønske, at du havde nået og skrive min biografi”. Og man kan sige, det er jo lidt sent, man kommer i tanke om det, når man er timer og dage fra ikke at skulle være her mere. Men så blev det sådan en ting, jeg tog med mig. Og så havde jeg samtidig den her stil i frisk erindring og så tænkte jeg, at jeg kunne inkorporere de to i hinanden,« fortæller Stine Bjørk Brøndum.

Hun håber også, at bogen kan blive et udgangspunkt til at tale om døden med sine børn eller børnebørn.

»Jeg håber, at man måske på en eller anden måde kan afmystificere det her med døden. Og at den åbner op for en god snak. At det giver et udgangspunkt for at kunne tale med sine børn om det, uden at det er noget, hvor de skal gå og være vildt bange og frygte det. For det er virkelig svært at tænke på, at alle skal dø. Men det er en uundgåelig del af livet,« siger forfatteren.

Tak til Lone

Bogen udkommer den 30. september, og det er heller ikke helt tilfældigt. Det var nemlig her, at Stine Bjørk Brøndums morfar ville have fyldt 100 år.

Men når han ikke kan være der fysisk, så kommer der - forhåbentlig - til gengæld en anden, der har spillet en central rolle i bogens tilblivelse: Stine Bjørk Brøndum gamle dansklærer på Rosenvangskolen, Lone Skrøder Jørgensen.

»Jeg har altid forestillet mig, at når den bog udkom, så skulle jeg på en eller anden måde finde hende, og så skulle hun have bogen og stilen.«

»Jeg er ikke selv på Facebook, men jeg googlede løs og fandt hende og et telefonnummer, og så sendte jeg hende en længere sms og skrev, at jeg håbede, hun kunne komme til min bogreception. Og så skrev jeg, at hvis det er den forkerte Lone, jeg har fat i, så undskyld den her lange sms, men du er selvfølgelig stadig velkommen til at kigge forbi til min bogreception, hvis du har lyst,« fortæller Stine Bjørk Brøndum.

Men det var ikke den forkerte.

»Hun skrev tilbage, at jeg havde fat i den rigtige Lone, og hun var meget spændt på bogen. Og hun ville også gerne komme, hvis hun kunne få det til at passe. Så det bliver lidt spændende næste lørdag, om hun dukker op på lørdag,« siger Stine Bjørk Brøndum.

’Maddison & jagten på det levende liv’ udkommer samme dag som bogreceptionen - 30. september.