Fortsæt til indhold

Pligtsejr til Norddjurs Håndbold i overkommelig premiere

Norddjurs Håndbold var aldrig udfordret, da Aalborg HK blev besejret med 32-21 i premieren i 2. division.

Samfund
Martin Schultz

Hjemmeholdet Aalborg HK kom foran med 1-0 i sæsonpremieren i Idrætshallen i Aalborg mod ambitiøse Norddjurs Håndbold. Men højre back Anders Svarrer og fløjspillerne Sebastian Frandsen og Mikkel Mathiesen Scaglione bragte med tre scoringer gæsterne fra Norddjurs foran med 3-1, og derfra så de sig ikke tilbage.

Norddjurs Håndbold bare øgede føringen og vandt en komfortabel sejr på 32-21 efter 12-10 ved pausen.

»Kampen mod Aalborg HK var en forholdsvis overkommelig opgave. Der var aldrig tvivl om udfaldet, og vi kunne have ført med fire-fem mål mere ved halvleg, hvis ikke vi havde brændt ufatteligt mange chancer i 1. halvleg,« siger cheftræner Jesper Johnsen.

Han fik alle sine spillere på halgulvet, og der var mindst 20 minutters spilletid til alle mand.

»Der blev leveret mange gode præstationer og en spiller som Victor N. Saarup var rigtig god. Han scorede fem mål på fem forsøg og trak to straffekast. Vi stod godt i forsvaret, og vores to målmænd leverede en mere end godkendt indsats,« siger Jesper Johnsen.

Casper Hebsgaard Mortensen og Kevin Fisker stod hver en halvleg med en redningsprocent på 47 procent. Godt gået af den unge og den erfarne keeper, selvom begge nød godt af holdets solide forsvarsspil, som pressede hjemmeholdets skytter ud i svære afslutninger.

»Det var godt at komme i gang. Vi har trænet længe og har set frem til at spille om point. Nu gælder det Viborg FH fredag aften på hjemmebane i ‘Hulen’. Viborg FH er et bedre hold end Aalborg HK og vandt deres første kampe over Nordthy IF med 29-23. Men jeg har en god fornemmelse i maven inden næste kamp,« siger Jesper Johnsen.

Træfsikre fløje

Norddjurs Håndbold var i fuld kontrol i 1. halvleg og var flere gange foran med fire mål inden hjemmeholdet fik reduceret til pausestillingen 12-10.

»Vi misbrugte mange muligheder og havde mange forsvars/angrebsudskiftninger i 1. halvleg. Vores playmaker Mike Paulsen spillede således kun i angrebet i 1. halvleg. Men som vi fandt ud af, hvad det var for en modstander vi mødte, holdt vi igen på de taktiske udskiftninger og alle spillere fik godt med minutter på banen. Vores stregspiller Gustav Bilgrav Østergaard brændte tre store chancer i 1. halvleg, men tog revanche med fire scoringer i 2. halvleg,« fortæller Jesper Johnsen.

Alle markspillere kom på tavlen undtagen Mikkel Helle Johnsen, som til gengæld med fem parader leverede i forsvarsspillet.

Holdets tre fløjspillere boltrede sig, for der blev spillet mange bolde til fløjene og der var mange kontraløb.

Venstrefløj Mikkel Mathiesen Scaglione spillede en god kamp og scorede fem mål, mens hans afløser Jeppe Dahl Kjeldsen scorede to mål.

»Vi har to meget dygtige spillere på venstre fløj. De deltes om spilletiden, for det er vigtigt de begge bliver holdt varme,« siger Jesper Johnsen. Også holdets nye højrefløj Sebastian Frandsen var træfsikker med tre scoringer.

Oscar Kaihøj tilbage

Anders Svarrer er ny mand på højre back efter profilen Nicolaj Danefeld Hansen, som har sluttet sin aktive karriere og nu er talentchef i Viborg HK. Svarrer med en fortid i Mors-Thy Håndbold gjorde det godt og scorede tre mål.

Når han sad på bænken, afløste dagens mand Victor N. Saarup ham som højre back.

Jacob Larsen er kommet til som bagspiller og skarpskytte fra Odder for at afløse talentet Emil Larsen, som tog til HC Midtjylland. Jacob Larsen fik 40 minutter på gulvet og scorede tre mål.

»Jacob gjorde det rigtig fint. Der er meget mere i ham, men hans indsats var nok på dagen,« mener Jesper Johnsen.

Stregspillerne Christian Rohde og Gustav Bilgrav Østergaard er et godt makkerpar i midterforsvaret, men i denne kamp blev der kun brugt en stregspiller i midten for at styrke holdets kontraspil med flere løbere.

En glædelig nyhed er også, at den talentfulde bagspiller Oscar Kaihøj efter ni måneders skadespause er tilbage på halgulvet.

Kaihøj spillede med på andetholdet, da Nørre Djurs HK’s hold i 3. division tabte premieren ude mod Hørning Håndbold med 31-30.

Norddjurs Håndbold tager fredag aften klokken 19.30 imod Viborg FH, hvor der som altid er gratis adgang i Nørre Djurshallen i Glesborg.