Vil du løbe for livet? »Indsats er helt afgørende,« siger minister
I 2022 overlevede 699 personer – svarende til 14 procent – et hjertestop uden for hospital i Danmark blandt andet takket være hurtig hjælp fra personer i nærheden.
I Danmark har vi en rekordhøj overlevelse efter hjertestop uden for hospital – særligt i det offentlige rum. Ambitionen er, at endnu flere skal overleve, og ny dansk forskning viser, at de fleste hjertestop-overlevere vender tilbage til et godt liv.
Det oplyses i en pressemeddelelse.
Derfor besøger Sundhedsstyrelsens og TrygFondens Sammen redder vi liv-bus i de kommende uger kommuner i alle regioner for at få flere til at træde til ved hjertestop og blive hjerteløbere.
Overlevelse firdoblet
Danmark har i løbet af de seneste 20 år udviklet sig til at være en førende nation, når det kommer til, hvor mange der overlever hjertestop uden for hospital.
I perioden fra 2001 til 2022 er overlevelsen firedoblet. Det er den ifølge pressemeddelelsen, fordi regionerne har sikret en stærk organisering af det præhospitale arbejde og nogle fagligt meget stærke hjerteafdelinger strategisk placeret rundt omkring i landet. Der er gennem de seneste 20 år igangsat væsentlig forskning på området – godt støttet af blandt andet danske fonde. Den mest afgørende forskel er dog, at man i Danmark har opbygget en træd-til-kultur, som gør, at langt de fleste – 80 procent – modtager tidlig livreddende førstehjælp fra vidner og førstehjælpere, hvis de falder om med hjertestop.
»Vi har opnået imponerende resultater på genoplivningsområdet de senere år, og det skyldes ikke mindst, at rigtig mange danskere har meldt sig som hjerteløbere,« siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde og fortsætter:
»I dag er mere end 155.000 frivillige hjerteløbere, der kan træde til, hvis uheldet er ude, og folk har brug for akut hjælp. Deres indsats er helt afgørende for, at flere kan overleve et hjertestop uden for sygehusene. Og derfor håber jeg også, at endnu flere har lyst til at blive hjerteløbere.«
I 2022 overlevede 699 personer – svarende til 14 procent – et hjertestop uden for hospital i Danmark blandt andet takket være hurtig hjælp fra personer i nærheden.
I region Midtjylland er der per 31. august 2023 registreret 38.258 hjerteløbere - det svarer til 2.813 løbere per 100.000 indbyggere. Og selvom det er flere end landsgennemsnittet på 2.631 hjerteløbere per 100.000 indbyggere, opfordres endnu flere til at melde sig.
Tid er afgørende
Fra 25. september til 13. oktober og igen fra 30. oktober til 17. november sender Sundhedsstyrelsen og TrygFonden i samarbejde med Danske Regioner ’Sammen redder vi liv’-bussen rundt til kommuner fordelt over hele landet. Det skal skabe opmærksomhed omkring vigtigheden af at kunne redde liv og at få flere døgntilgængelige og funktionsduelige hjertestartere, særligt i boligområder.
Bussen besøger blandt andet udvalgte sundhedsfaglige uddannelsessteder, hvor de studerende kan deltage i et 30 minutters hjertelungeredningskursus, som lever op til internationale standarder, og høre om muligheden for at melde sig som frivillige til TrygFondens hjerteløberordning.
»Tid er en afgørende faktor, hvis man skal øge chancen for at overleve et hjertestop. Når vi ikke kan forudse, hvor og hvornår det næste hjertestop sker, er der brug for, at vidner og førstehjælpere træder til, inden det professionelle beredskab kommer frem og kan tage over. Særligt i de tyndtbefolkede egne er der behov for, at vi har døgntilgængelige hjertestartere placeret strategisk rigtigt, og så har vi brug for hjerteløbere til at bringe hjertestarterne til skadestedet. For vi ved, at hvis der bliver stødt med en hjertestarter inden ambulancens ankomst, øger det patientens chance for at overleve ret markant,« siger projektchef i TrygFonden Grethe Thomas.
Ifølge pressemeddelelse kommer hjerteløberne i seks ud af 10 hjertestop før ambulancen og har dermed mulighed for at begynde den livreddende førstehjælp, inden det professionelle beredskab når frem. Når hjerteløbere tilkaldes til et hjertestop, kommer mindst én af dem frem i 98 procent af tilfældene.