Fortsæt til indhold

Ny social café har set dagens lys

Har man psykiske eller fysiske udfordringer, er man velkommen i den nystartede café Gaia i Hammel.

Samfund

Fire førtidspensionister fra Hammel og Ulstrup står bag en ny social café, hvor det er muligt at få nada-behandlinger.

Caféen er for alle, som har psykiske eller fysiske udfordringer – noget de fire folk bag caféen selv kender alt til. Det er netop idé-folkenes egne erfaringer, der har fået dem til at starte caféen, som har fået navnet Gaia.

Til sammen har de nemlig en række forskellige diagnoser: Svær angst, kompleks ptsd, add, skizofreni, aspergers, fibromyalgi og muskelsvind.

»Med sådanne udfordringer kan man få brug for et fristed med andre, som forstå, hvad man går igennem. Hvis man har en diagnose, kan man hurtigt blive ensom, for det kan være svært at opsøge andre, men så kan man altså komme her,« siger Astrid Rasmussen, som har startet Gaia sammen med Lisa Eskildsen, Tina Askov og Jesper Nygaard.

Gaia hører til i Netværkshuset, Eriksminde 25 i Hammel hver onsdag fra klokken 11 til 14. Borgere fra hele Favrskov Kommune er velkomne – det er gratis at deltage.

Bruger egne erfaringer

De fire idé-folk har mødt hinanden gennem Favrskov Kommunes peer-kursus, som de alle har taget – Lisa Eskildsen har desuden peer-uddannelsen. At være peer går ud på, at man bruger sine levede erfaringer med psykisk sygdom til at hjælpe andre i samme situation.

»Så vi er rustede til, at folk kan komme og læsse deres bagage af her. Vi er åbne over for det, folk kommer med – vi har ingen fordomme. Og er man eksempelvis ensom, som kan være lidt tabu, så er det helt okay at komme og sige det her,« siger Astrid Rasmussen, som forklarer, at det betyder en verden til forskel at møde andre, som har prøvet psykisk sygdom på egen krop:

»Eksempelvis kan jeg sætte mig og læse 30.000 bøger om angst, men jeg vil aldrig vide det samme som Lisa, for hun ved, hvordan det føles.«

»Ja, vi kan give det videre, som bøgerne ikke kan beskrive,« fortsætter Lisa Eskildsen.

Tanken er, at Gaia skal være en form for værested, som supplement til de væresteder, der allerede findes i kommunen Her kan man mødes, hyggesnakke eller være tavs, spille et spil, eller måske få gratis nada- behandlinger, som Lisa Eskildsen står for:

»Nogle siger, at nada føles som en beroligende pille bare uden alle bivirkningerne,« forklarer hun om nada, som er akupunktur i øret.

»Det balancerer nervesystemet og kan virke godt mod angst, depression, stresstilstande og adhd.«

Caféen Gaia er helt nystartet, så nu er udfordringen at få budskabet om dens eksistens ud. Idé-folkene har derfor været ude på væresteder for at gøre opmærksom på sig selv.

»Det vil være så fedt, hvis det bliver en succes,« siger Lisa Eskildsen.