KUK i skaberværket
Kan I huske dengang man havde en båndoptager og bånd? I ved enten med 60 minutters spilletid eller 90 minutter?
Og husker I også at man sad om eftermiddagen på sit værelse og optog hvad der blev spillet i radioen?
Så skete der nogle gange dét, at der gik båndsalat i den. Det vil sige det hele krøllede sammen og som regel skyldtes det at man ikke havde fået renset sin båndoptager med et rensebånd. Som regel kunne man selv vikle ”salaten” ud igen. Værre var det, hvis den var forsvundet ind i båndoptagerens indre og man derfor måtte splejse de krøller ender sammen, for derefter at tænde igen og så håbe på at man ikke havde mistet alt for meget af Mamma Mia.
Den seneste tid har jeg tænkt på om der er gået båndsalat i Skaberværket.
Og med skaberværket mener jeg naturen.
For naturen har ærlig talt opført sig mærkeligt i det forgangne år.
Det er som om der er gået kludder i det – lidt i stil med den båndsalat, vi kender fra den tidligere ungdom.
Engang var det en enkel sag at bruge naturen som forbillede for livets gang. I sidste uge havde jeg besøg af 1. klasse fra Voldumegnens friskole og da virkede det ærlig talt ikke særligt troværdigt at tale om naturens forfald og at alting visner ned lige nu, for det visnede jo i juni.
Vores kastanjetræ i haven har længe båret mørkebrune blade, hylden er tørret ind, og hyldebærsuppen, må jeg hente nede ved købmanden i år.
Jo, jo jeg havde da fundet et par visne blomster på kirkegården, men det var ikke nemt, for de fleste blomster står stadig smukt derude i de dødes have. Men af pædagogiske hensyn, synes jeg jo at børnene skulle se hvordan det hele forfalder, ligesom vi mennesker, men det er ærlig talt ikke nemt, når der var 25 graders varme udenfor og det stadig føles som om det er sommer og børnene for resten havde både sandaler og shorts på.
Og så var det jeg kom til at tænke på om der er gået KUK i skaberværket?
Til høstgudstjenesten i søndags sagde jeg sådan her:
»I begyndelsen af sommeren tror jeg at vi var mange der var bekymrede for hvordan det skulle gå med høsten i år. Det var så tørt i juni måned at man ikke har set mage i mange år. Og senere blev det så vådt, som sjældent set.
Mange landmænd må virkelig have været bekymrede og med god grund. Og dog! For vi ved jo godt, at selv om høsten her i vores meget rige verdensdel, skulle slå fejl, så vil det ikke umiddelbart ændre på vores livssituation.
I hvert fald ikke i første omgang. Men skulle det ske af flere omgange, så kan det godt være det ville begynde at gøre ondt. Og det er da også en tanke eller to værd, at forholde sig til hvordan klimaforandringerne i fremtiden måske kommer til at påvirke vores verden.
I overført betydning er høst også et billede på liv og død. Høsten er indledningen på den årstid, hvor sommeren løjer af – tiden hvor solskin og varme i sommerens brand afløses af regnen, som vander vort land. Hvor kornet dør i jorden. Hvor skoven falmer og fuglestemmen daler, når marken er mejet. Vi lukker ned og vi ruller for. Tager afsked med den varme og ekstroverte årstid, for at pakke os sammen i tæpper og blive introverte for en tid.«
Det var det jeg sagde til høstgudstjenesten.
Men to dage efter, da jeg stod der med børnene, mærkede jeg en alvorlig bekymring.
For jeg opdagede at mine egne ord, billeder og sædvanlige udtryk, kom til kort. Det passede ganske enkelt ikke, det jeg stod og sagde…
Jo, jo den mørke tid skal nok indhente os ”og efter vinter kommer vår”, men jeg blev bare lige lidt bekymret over den jord, vi overgiver til næste generation.
Jeg håber vi får det hele viklet ud igen.