3D-fodgængerfelt droppes - igen: »Hverken fodgængere eller cyklister respekterer det«
Kommunen dropper igen et 3D-fodgængerfelt, efter det står klart, at heller ikke det øger sikkerheden.
I nu en årrække har Teknik og Miljø i Aarhus eksperimenteret med de opsigtsvækkende 3D-fodgængerfelter centralt i byen, for at se, om de kan øge trafiksikkerheden og trygheden.
Og det gør de ikke, må konklusionen efterhånden være.
For selvom de ser sjove ud, så bliver de hverken respekteret mere eller mindre end de klassiske flade, hvide striber.
Det har været tilfældet med tidligere 3D-fodgængerfelter, som kommunen efterfølgende har droppet, og det har også vist sig at være tilfældet med et i Mejlgade ved Rosensgade. Derfor bliver også det fjernet, oplyser Teknik og Miljø på Facebook.
»De sidste par år har vi testet, om de svævende striber kan få gående til at krydse ét bestemt sted, og få cyklister til at holde tilbage for krydsende fodgængere. Det korte svar på det er: Nej,« skriver kommunen.
»Gående krydser fortsat dér, hvor det giver mening på deres tur, og cyklister respekterer ikke fodgængerfeltet, fordi flere (formentlig) er bange for at køre sammen med bagfrakommende cyklister.«
Dermed lader det til at være helt slut med 3D-felterne, som naturligvis er noget mere bøvlede at male end de almindelige fodgængerfelter.
»Derfor øger 3D-feltet hverken trygheden eller sikkerheden, og de bliver nu fjernet. Sådan er det, når man tester nye ting af. Nogle gange fungerer det, andre gange ikke,« konkluderer Teknik og Miljø.